7 / 274
2
skolerne ydede alligevel langt mere end Staten anordnede. De gav
Undervisning i Matematik, Naturfagene, Tegning og Tysk. Men Staten
tillod ikke, at Karakteren i disse Fag lagdes til Hovedkarakteren, og
afslog alle Andragender om treaarig Læreruddannelse. Kort sagt, der
blev ligefrem gjort Modstand mod F rem s k rid te t1). Des mere maa
man ære Ludvig Christian Muller, der under saa ugunstige Forhold
førte Liv med sig ind i Seminarieverdenen; hvor fjernt man end
hidtil havde staaet Grundtvig, kunde nu dog grundtvigsk Aand be
gynde at gøre sig gældende.
Saa kom Omvæltningsaaret 1848. Ogsaa i visse Kredse indenfor
Lærerstanden sporedes en ejendommelig Gæring og Higen. Møder og
Drøftelser, umodne Reformplaner og tvivlsomme Fremskridtstanker,
store og smaa Ønsker, Opløsninger og Nydannelser, alt dette k a rak
teriserer denne Tids Skolehistorie, og grundtvigsk Individualisme
tager Brydetag med nedarvet Regelbundethed. Men i de brede Lag
var der ikke Interesse for Skolesagen og end mindre Forstaaelse af
den. Og Treaarskrigen og Forfatningssagen, overhovedet de store
politiske Spørgsmaal, lagde i den Grad Beslag paa Kræfterne, at
Regering og Rigsdag foreløbig fik liden Lejlighed til at tage sig af
Undervisningssager. Der fandtes heller ikke ledende Mænd, der stod
færdige til at gennemføre en stor Skolereform. I Martsininisteriet
sad Monrad ganske vist som Kultusminister; men Ministeriet havde
kun kort Levetid, og hans Efterfølger, Madvig, kom i sin Ministertid
ikke til Ende med sine Overvejelser. Det varede derfor længe, inden
den ny Tid bragte nævneværdige Skolereformer. I Skoleverdenen
blev Gæringsperioden derfor temmelig lang. Med god Grund blev
de faa, der var pædagogisk interesserede, tilsidst ret utaalmodige. I
den Tids bedste Skoletidsskrift hedder det (1854), at Skoletilstanden
er i ægyptisk Mørke, og alt bliver ved det gamle. »Hvad er Aar-
sagen til det besynderlige Fænomen, at den pædagogiske Viser saa
aldeles staar stille? Mangel paa pædagogisk Indsigt og Overbevis
ning, en slap pædagogisk Samvittighed«2). Det er strenge Ord, men
de er næppe for strenge.
Fø rst da der med Ministeriet Ørsteds Fald (Dec. 1854) kom
roligere politiske Forhold, lysnede det for de pædagogiske Interesser.
Hall blev Ku ltu sm in ister; men den, der indledede en ny Æ ra for
Skolesagen, var D. G.
M o n r a d .
Den 1. April 1855 blev han Chef for
det nyoprettede 3dje Departement i Kultusministeriet og
Overdirektør
for Borger- og Almueskolevæsenet.
Havde Arbejdet for Skolen hidtil
næsten staaet stille, saa blev der nu taget fat med stor Kraft.
J) Joakim Larsen, Den danske Folkeskoles Historie 1818—98, S.
2
IT., 109 ff.
2) Skolens Reform 1854, S. 344 f.