44 / 76
Ombørn og unges NEJ
– Farvel til lydighedskulturen
Det er vigtigt for et samfund, et fællesskab, at kunne sige
nej, for hvor er ellers dets suverænitet? Det er vigtigt
for et menneske at kunne sige nej, for hvor er ellers dets
integritet?
Det er vigtigt for et barn i dets afhæn-
gighed, at dets nej bliver hørt, set og for-
stået. Bliver barnets nej hørt og voksnes
nej respekteret, vil samfundet bestå af
myndigemenneskermedmod til at sige
nej og styrke til at sige ja.
Formlen for et bæredygtigt samfund?
I hvert fald et ideal, værd at arbejde og
leve for.
Forestil dig, at dit barn eller din tidli-
gere elev siger nej til at deltage imobning
på arbejdspladsen, har styrke til at afvise
seksuel chikane, tør sige nej, også når alle
andre siger ja. De fleste ville blive glade
for det. Nej’et til at følge flokken, fordi de
er de fleste, modet til at afvise overgreb,
nej’et til at udelukke eller skade og for-
følge dem, der opleves som anderledes,
alt det er centralt i opbygningen af åbne
fællesskaber og demokratiske samfund.
Man kunne derfor forestille sig, at
man i opdragelse og uddannelse satte
alt ind på at støtte børn i at sige nej.
Men tværtimod kræver man oftest af
børnene, at de lydigt skal sige ja til vok-
senverdenens præmisser og krav. Og
hvis de siger nej, risikerer de eksklusion
eller sanktioner. Eller at blive betegnet
som børn «med udfordringer».
Dette tilsyneladende misforhold
mellem det, voksenverdenen gør ved
børnene, og det, den ønsker af dem,
når de vokser op, er temaet for min
bog
Om børn og unges NEJ – Farvel til
lydighedskulturen
.
MENHVADERDET, BØRN
OGUNGE SIGERNEJ TIL?
Når de bliver pludselig afbrudt i deres
intense optagethed, siger de nej. Når
voksne skælder ud, bebrejder eller
kræver, siger de nej. Når de bliver sat til
noget, de ikke vil eller tør, sætter de sig til
modværge og siger nej. Det er alt sammen
krænkelser af barnets og den unges vilje,
integritet og selvbestemmelse.
Men er der også nej’er, der stikker
endnu dybere? Siger nogle børn ligefrem
nej til denmoderne barndom? By og land
tømt for det brogede liv. Tømt for børn,
for gamle, for dyr, for arbejdende men-
nesker. Livet der er gået indenfor og har
lukket døren.
At færdes frit uden overvågning, at se
på voksne, der er i gang, at hjælpe til og
at gøre egne erfaringer. Mon alt det kan
tages fra børn, uden at de reagerer, kæm-
per imod og siger nej? Det er utænkeligt.
Ethvertmenneske vil kæmpe imod, hvis
det berøves sin frihed. Det enkleste svar
er altså: Børn siger nej, fordi de harmis-
tet hverdagslivets fællesskaber og deres
mulighed for at færdes frit.
Men dette svar og denne forståelse
findes ikke i den offentlige debat og den
pædagogiske diskurs.
Dér opfatter man typisk børn som
enkeltstående individer, som staten så
anbringer sammen i institutioner, for
at de kan opleve fællesskab og blive
«sociale», ikke som løsrevne dele af et
sønderrevet kooperativt liv. Børn kan
som andre mennesker kun tænkes og
forstås i dialogisk samspil med andre.
Samfund, hvor det organiske, funktio-
nelle fællesliv fortrænges af staternes
fremmedorganisering, holder gradvis op
med at fungere som samfund, og men-
neskene isoleres som konkurrerende
enkeltindivider. Særlig børnene lider
under tabet af fællesskabet – endog uden
egentlig at have kendt det, og en stigende
andel af demfår alvorlige problemer, nu
så mange, at de må forsøges tryllet væk
ved at omskrive demtil «udfordringer».
Men dette erkendes som sagt ikke.
Hvis et barn stritter imod, siger nej, slår
fra sig eller slynger skældsordmod lære-
ren eller pædagogen, så siger man ikke:
«Det er da klart, han/hun er jo blevet
anbragt her uden at have ønsket det,
kan ikke bevæge sig frit omkring, ikke
arbejde med, ikke lege løs.»
I stedet rettes det kritiske søgelys
mod barnet: Han er grænsesøgende, hun
vil aldrigmed, han slår. Man forsøger at
ERIK SIGSGAARD
HILSER LESERNE I ANLEDNING 10 ÅRS JUBILEET
44
|
første steg nr
4
|
2014