148 / 345
1 2 8
T I D E N T I L 1 8 3 5
bedring, havde P. Chr. Stemann, der Aaret forud havde efterfulgt
Kaas som Kancellipræsident, faaet Resolutionen udfærdiget to Dage
før Ørsteds Hjemkomst fra en Rejse til Norge. Den Grundtvig-
Lindbergske Retning fremkaldte straks en Række Disciplinærsager
mod Præster, der ikke nøje havde fulgt Alterbogen, og som Leder
af Kancelliets Minoritet insisterede Ørsted paa en Ændring i Re
solutionen. Dette blev efter nogle Aars Forløb ogsaa forsaavidt
Resultatet, som man stiltiende lempede dens Anvendelse3). Den
tredje Periode — Baptistbørnenes Tvangsdaab — hører en senere
Tid til.
Modsætning og Brydning manglede det overhovedet ikke paa
indenfor Kancelliet, mindre dog i Kaas’ Tid, end efterat den al
drende og myndige Stemann fra sit Amt i Sorø var kommen ind
paa Administrationens første Plads. En saadan prætenderede Kan
celliet at have i Forhold til de andre Kollegier, fordi der „gennem
Kancelliet som Kongernes Skriverstue udfærdiges alle Ordrer til
de andre Kollegier og Bestallinger til disses Medlemmer; men en
Tilvækst fik denne Myndighed under Christian Colbj ørnsen, for
hvis Veltalenhed, Advokattalent og Satire alt maatte bukke sig,
og det var man dengang altfor villig til“. Saaledes skriver den
fremragende Finansembedsmand, Ørsteds frisindede Ven fra Ung-
domsaarene Jonas Collin, idet han om den Deputerede Lassen an
fører, at han fulgte sin Læremester Colbj ørnsen, og at det var en
Skæbnens Ironi, at han med sin Mangel paa humanistisk Dannelse
var Gejstlighedens Værge i Kancelliet. Om Ørsted siger han der
imod, at han var „et mæglende Princip, thi for ham havde vi
alle Agtelse og Hengivenhed“ 4) ; her tænkes nærmest paa en af
de talrige Kommissioner, hvori Ørsted sad sammen med Mænd
fra andre Kollegier. Den regelmæssige Modsætning var i lang Tid
paa den ene Side Stemann med Lassen og Bentzen, paa den anden
Ørsted med Lange og Hansen, og den faldt sammen med Mod
sætningen mellem Statsmagtens Hævdelse og Hensyntagen til indi
viduelle Forhold5). Et lignende Vidnesbyrd som af Collin gives
Ørsted af Historikeren P. V. Jacobsen, der som Kancellist kendte
Forholdene i Danske Kancelli. Han skildrer (Breve 1899 S. 90)
i Januar 1830 de hyppige Samenstød mellem Stemann og den De
puterede Monrad: „Ved saadanne Lejligheder er det gerne Ørsted,
som agerer Fredsmægler. Denne i alle Henseender fortræffelige