AndersSandøeØrsted

130

T I D E N T I L 1 8 3 5

kalde og gav ham en skarp Tilrettevisning med Tilføjende, at en

Afskedsansøgning fra ham vilde blive bevilget. Kongen bebrej

dede ham endvidere, at han altid lagde Misfornøjelse for Dagen

og som Skribent og Embedsmand bragte fordærvelige Grundsæt

ninger i Omløb samt i Særdeleshed foranledigede Domstolene til

at antage Meninger, der var skadelige for Samfundets Fred. Ørsted

udbad sig Tilladelse til at forsvare sig skriftligt og forklarede der-

paa dels Misforstaaelsen af Ordren dels det urigtige i den af „hans

Anklagere“ rejste Sigtelse. Skønt Kaas bruste op ved Synet af

Skrivelsen, skete der derefter ikke videre6).

Ørsted forsvarede sig i Skrivelsen meget frimodigt og vistnok

ganske forbavset over det Angreb, han var kommen ud for. Helt

mærkeligt var dette nu ikke. I Eunomia for 1815 havde han op

trykt sin i 1801 i Selskabet for Sandhed oplæste Afhandling om

Ophævelse af offentlige Stiftelser, hvis Teori om Ejendomsrettens

Væsen havde forekommet flere at bringe en uheldig Usikkerhed

ind i dette Begreb; i 1812 og tidligere Aar havde han skaansels-

løst kritiseret den i flere Retninger betydelige og ialtfald i Rege

ringskredse ansete Overprokurør for Hertugdømmerne Baron v. Eg-

gers’ Udkast til en Straffelovbog for Hertugdømmerne, og i 1807

havde han haft en heftig Holmgang med Professor Schlegel paa

Naturrettens Vegne. Den kritiske Side var fremtrædende i hans

Forfatterskab, og han fulgte i denne Retning Grundsætningen

amicus Socrates, magis amica veritas. Til Beskyldningen for at

ytre Utilfredshed svarer han: „Som Skribent kan jeg ikke have

paadraget mig en saadan Bebrejdelse. I denne Egenskab har jeg

endog fra min tidligste Periode stedse med Fynd befejdet tøjlesløse

Frihedsbegreber og søgt at befæste Tillid til Regeringen og Til

fredshed med dens Foranstaltninger; og jeg tvivler paa, at der kan

nævnes en eneste blandt Danmarks nuværende Skribenter, der ær

ligere, ufortrødnere og omhyggeligere har arbejdet for disse Maal

end den Mand, der saaledes er beført for sin Konge som en Misfor

nøjelsens Prædikant. Jeg vover her allerunderdanigst blot at nævne

tre af mine litterære Arbejder. I en Tid, da alt, hvad der gjaldt

i Litteraturen, var fuld af Misnøje over Forordningen om Trykke

frihedens Grænser af 27. Sept. 1799, stod jeg som et ungt Menne

ske uden alle Forbindelser med nogen, som havde Indflydelse i

Staten, frem for at blotte de overspændte Begreber og vrange For-