155 / 345
T I D E N T I L 1 8 3 5
133
dette ikke, erklæres alle lige skyldige, og hver tiende henrettes.
Derefter foregaar nærmere Undersøgelse og Paakendelse. Plakaten
udstedtes i alt væsentligt efter Udkast af Ørsted, der tog bestemt
Afstand fra Decimation undtagen som Benaadning af overbevist
skyldige. Saadant vilde, skrev han, vække Sensation i hele Europa.
Da Kongen anden Gang ytrede Unaade, var Dadelen i første
Række rettet mod Ørsteds Forfatterskab, og her ramte ogsaa Ind
grebet ved (det hemmeligholdte) Reskript af 21. September 1826,
der paalagde ham „at indskrænke og efter nogen Tid at tilende
bringe den Virksomhed paa Forfatterbanen, som i flere Henseender
vanskeligen lader sig forene med Bestyrelsen af de betydelige T il
lidsposter, Vi allernaadigst har anfortroet dig“ ; Ørsted var si
den 6. September 1825 tillige Generalprokurør. Endvidere paa
lagdes det ham at søge Afsked fra Pastoralseminariet, motiveret
ved Embedstravlhed. Det bestemtes nærmere, at Juridisk Tidsskrift
maatte fortsættes til 30. Hæfte, at Arkiv for Retsvidenskaben maatte
fuldendes i 6 Bind, at Haandbogen maatte fuldendes, at Afhand
linger, der fordredes af ham som Medlem af lærde Selskaber,
maatte skrives, og at forbedrede Udgaver af ældre Arbejder maatte
besørges. Begrundelsen var, at Ørsteds Afhandling i Juridisk Tids
skrift XII (1826): „Behøver den danske Kirkeforfatning en om
gribende Forandring?“ havde været „Os mishagelig, fordi Vi deri
finder en offentlig Fremstillelse af dine individuelle Meninger og
Anskuelser, som vi med Hensyn til Genstandenes Beskaffenhed og
flere Omstændigheder ikke anser velpassende med din Embeds
stilling“. Reskriptet blev opfyldt: Ørsted forlod Pastoral seminariet
men beholdt dog Gagen som personligt Tillæg; han fratraadte Re
daktionen af sit Tidsskrift i 1830, og efter Haandbogens Slutning
i 1835 udgav han intet, før Enevældens Tid var omme og han selv
ikke Embedsmand, jfr. dog nedenfor ved Note 9.
I August 1825 havde Professor i Teologi H. N. Clausen i sit
store Værk „Katolicismens og Protestantismens Kirkeforfatning,
Lære og Ritus“ betonet Frihedens Ret i Kirken og fremhævet den
i Skriften indeholdte guddommelige Læres Forrang for Symbolerne.
Dette fremkaldte N. F. S. Grundtvigs i Hast skrevne og udgivne
„Kirkens Genmæle“, der var af et saa voldsomt og personligt Ind
hold, at Clausen besvarede det med et Injuriesøgsmaal, som han
gennemførte til Domfældelse den 30. Oktober 1826. Selvfølgelig