157 / 345
T I D E N T I L 1 8 3 5
135
var indifferent, som vilde opretholde den Lærefrihed, man fak
tisk nød, men holde Forkyndelsen fast ved det væsentlige i Kirke
læren. Han begrunder dette i Modsætning til Professor Paulsen
ikke paa en Retssædvane, der ikke vilde kunne ophæve en ud
trykkelig modsat Lov, men paa den Adgang til Fortolkning, der
maa staa aaben overfor Lovens Forskrift om, at den Religion skal
følges, der kommer overens med Skriften, det apostolske, nicæn-
ske og athanasianske Symbol og den augsburgske Konfession. Naar
Præsteeden gaar ud paa at forkynde den heri indeholdte himmel
ske Lære, maa enhver Tid søge at finde denne frem; man vil der
ved komme ind paa en Sondring mellem væsentligt og uvæsentligt
indenfor de symbolske Skrifter, og Opfattelsen vil i den Henseende
kunne ændre sig. Han anvender særlig dette Synspunkt paa den i
det athanasianske Symbol indeholdte metafysiske Udformning af
Treenighedslæren, som han finder tidspræget. Han besvarer slutte
lig Afhandlingens Spørgsmaal, der iøvrigt ogsaa angaar andre
kirkeretlige Æmner, benægtende: en omgribende Forandring kunde
ikke være nødvendig eller for Tiden tilraadelig specielt ikke —
som af Clausen ønsket — med Hensyn til Præsteeden.
Aktstykkerne 8) viser, at Kaas — uvist paa hvilken nærmere For
anledning — nu greb ind og afæskede Ørsted Erklæringer til Fore
læggelse for Kongen. Samtidig fremkom nye Stridsskrifter fra
Grundtvig og hans Tilhænger Lindberg. Kaas raadfører sig med
Politidirektør Kjerulf og Gehejmestatsminister Ove Malling, der
begge finder Generalprokurørens Skrift uforsigtigt men tilraader
en stilfærdig Behandling af Sagen. Ørsted afgiver udførlige Er
klæringer og søger at forklare dels Kaas dels Kongen, at hans
Hensigt netop har været at haandhæve Præsteeden og samtidig at
vise, at den ikke indeholdt nogen utaalelig Samvittighedstvang.
Sagen kunde være ordnet ved, at Ørsted udtraadte af Kancelliet.
Dette Valg blev dog ikke stillet ham af Kongen, hvis Standpunkt
dengang og senere, da Ørsted i 1829 gennem Stemann søgte om
en Ophævelse af Forbudet, kun var, at Skribentvirksomheden skulde
høre op, idet han dog uden Afslag akcepterede Ørsteds Ønsker
om den nærmere Udførelse heraf, derunder at fuldføre den kirke
retlige Afhandling; senere tilstod han ham at udgive endnu to
Hæfter af Tidsskriftet og at fuldføre Haandbogen i flere Bind end
først forudsat. Ørsteds Udtalelser gik ud paa at han ved at ønske