156 / 345
134
T I D E N T I L 1 8 3 5
vakte Striden Interesse mellem Teologerne, men ogsaa fra juridisk
Side fremkom der et Indlæg om dette centrale kirkeretlige Spørgs-
maal, nemlig fra Professor i Kiel Christian Paulsen, der opfat
tede de symbolske Bøgers bogstavelige Indhold som ændret ved en
Retssædvane, der var bekræftet ved det af Kongen approberede
biskoppelige Hyrdebrev, der fremkom ved Reformationens 300
Aars Fest i 1817. Saa var det, Ørsted skrev sin Tidsskriftafhand
ling. Den kom med den Vægt, hans anerkendte videnskabelige
Rang maatte give den, suppleret med Vægten af hans Stilling som
autoriseret Kirkeretslærer og som Regeringens raadgivende Jurist.
Og da Ørsteds Resultater stemmede med Clausens og Paulsens,
havde Symboltilhængerne med Henblik paa Clausens for Retten
henstaaende Søgsmaal al mulig Grund til Nervøsitet og ivrig Agita
tion. Ørsted havde lige afsluttet to af sine heftigste videnskabelige
Polemiker i Tidsskriftets Bind X og XI, begge udkomne i 1825.
I det første Bind havde han to Indlæg mod Professor Howitz
(88 Sider) angaaende Problemet Viljesfrihed og Tilregnelse, i det
andet sit Svar paa Gønners Angreb efter Ørsteds tidligere Prøvelse
af det bayerske Straffelovsudkast (264 Sider). Baade Howitz og
Gønner slog til af Hjertens Lyst. Statsraad Gønner var særlig harm
fuld over Ørsteds urigtige Forudsætninger om,
a t
han havde in
trigeret Feuerbach bort fra hans Embede,
a t
han havde ledet Revi
sionen af Feuerbachs Udkast af 1810, inden det i 1813 blev Lov,
og
at
det af Ørsted prøvede Straffelovsudkast af 1822 uden videre
kunde betragtes som Gønners Arbejde, skønt det udarbejdedes af
en af en Statsminister ledet Kommission, hvori Gønner kun var
et Medlem — og paa disse Punkter havde Gønner vist desværre
Ret, det modsatte var i hvert Fald ikke godtgjort. En lille samtidig
Bog af Overrets- og Hof- og Stadsrets-Prokurator I. N. Høst („Stats
raad v. Gønner mod Etatsraad Ørsted“ ) viser, hvilken Opsigt denne
Strid vakte. Om begge Mellemværender gjaldt, at de gensidige
Beskyldninger for litterær Uefterrettelighed og Inkompetence var
saa kraftige, at den, der stod udenfor og ikke kunde paatage sig
at dømme om selve Spørgsmaalene, havde god Grund til at be
klage det for Ørsteds Stillings Skyld.
Nu traadte Ørsted altsaa atter ind paa en litterær Valplads, hvor
man forstaar, at han gerne vilde gøre sit for at sikre Sejren for
den Retning, som ikke krævede Bogstavortodoksi men heller ikke