162 / 345
140
T I D E N T I L 1 8 3 5
27. Sept. 1799 i Forhold til 6-4-9. Den 9. Dec. 1825 skriver Ør
sted atter til Kaas om Sagen. Han meddeler desuden i denne Skri
velse, at han for Tiden er beskæftiget med at udarbejde en Lov
givning om de Forbrydelser, som bestaar i Vold paa Personen.
Kaas ønsker Sagen fremmet, og 20. Maj 1826 skriver Ørsted
paany om den med Tilføjende, at hans Udkast om Voldsforbry
delser om faa Dage vil fremkomme. Sagen er derefter holdt i
Gang, og efter Præsidentskiftet fremkom det af Ørsted aifattede
Lovudkast med tilhørende Forestilling, der ligger til Grund for
Meddelelsen i Koil. Tidende s. A. Nr. 20— 21. Forordningen gen-
nemgaar Lovgivningens forskellige Anvendelser af Fredløshed og
Landsforvisning og giver i Stedet Anvisning paa Frihedsstraffe
af bestemt Størrelse; naar Forvisning efter 4-5-3 for Skipperens
svigagtige Forbodming af Skibet ombyttes med Uværdighed til at
føre Skib og „anden Straf efter de i Loven hjemlede Grundsæt
ninger for slig Forbrydelses Afstraffelse“, saa skyldes denne Ube
stemthed, at Bedrageri overhovedet straffedes „arbitrært“ .
En pønitentiær Bestemmelse kom ligeledes frem i Plakat 27.
Februar 1827, der for unge Mennesker, som før deres 20. Aar til
taltes for Forbrydelser, strafbare med Fæstningsarbejde, foreskrev
Tugthusstraf, naar de var skyldige til Arbejde for Livstid eller
havde forbrudt deres Ære, og ellers Forbedringshusarbejde. Dette
var Genoptagelsen af en paa Grund af Straffeanstaltens Brand i
1817 suspenderet tilsvarende Bestemmelse af 1812 vedrørende
Forbrydere under 25 Aar.
Endelig skal nævnes Fdg. 21. Aug. 1829 ang. Løsgængeri og
Betleri, der ogsaa var en ren Straffelov, skønt der under For
arbejdet havde været Planer fremme om at bekæmpe de paagæl
dende Onder, særlig Natmandsfolkets Omstrejfen i Nørrejylland,
ved en Forsørgelseslovgivning og andre sociale Foranstaltninger.
Sagen var rejst i 1819, og en Betænkning fra Stiftamtmændene
Moltke og Schonheyder anbefalede at oprette en stor Tvangs
arbejdsanstalt i Viborg i Forbindelse med Tugthuset. T illige skulde
Straffebestemmelserne, der ikke var ens for København, Købstæ
derne og Landet, gøres ensartede og sættes i et rigtigere Forhold
til Forseelserne. Der forelaa herom forskellige Overvejelser,
hvoraf følgende Udtalelse af Ørsted skal anføres: „Skønt jeg for
udser, at der vil blive skreget meget i og udenfor Landet over