168 / 345
146
T I D E N T I L 1 8 3 5
Vedkommende helt skulde bortfalde; forsaavidt Fuldmægtig an
vendtes, skulde for Sædegaardsejerne Amtet give Beskikkelse,
men Eksamenskravet kunde ikke gennemføres (Koll. Tid. s. A.
S. 633 fif.).
Af større almindelig Rækkevidde var Fdg. 13. Okt. 1819 ang.
Forandring i Retsplejen i de Sager, som efter offentlig Foran
staltning anlægges mod Lovens Overtrædere. Sagen var rejst i
1817 af Prins Christian Frederik som Guvernør i Fyn, og der til
vejebragtes en fyldig Samling Erklæringer angaaende mulige Re
former af Retsplejen særlig i Retning af større Simpelhed og
Hurtighed. Materialet behandles derpaa af Ørsted i en længere
Betænkning, der ligger til Grund for Sagens videre Ekspedition,
jfr. Koll. Tid. 1819 S. 715 ff. Det bestemmes, at Dommeren hol
der Undersøgelsesforhøret alene; kun naar Arrestanten ikke kan
fremstilles under Vidners Edsfæstelse, beskikkes Forsvar. Aktor
og Defensor opfylder deres Oplysningspligt ved at rette Rekvisi
tion om Forhør til Dommeren. Brugen af Ed begrænses, og Op
lysningen af de anklagedes tidligere Vandel maa ikke gøres for
omstændelig; overhovedet indprentes Hurtighed. Blandt de ind
sendte Forslag gik et ud paa at behandle alle Sager ved Over
retterne som første Instans, et andet paa at normere Betingel
serne for Anvendelse af Varetægtsarrest, over hvis Misbrug flere
klagede dels fra et humant dels fra et økonomisk Synspunkt. Proku
ratorerne havde for at supplere deres knappe Indtægter Interesse
i at faa saa mange Retsmøder ud af Sagerne som muligt. Ørsted
bemærker om dem og Dommerne: „Skønt der gives mange maa-
delige Dommere, saa er der dog vist nok af denne Klasse Embeds-
mænd mere at vente end af vore Provinsialprokuratorer, hvoraf
en stor Mængde er Begyndere ligesaa blottede for Erfaring og
Øvelse i Forretninger som for Dannelse og Videnskabelighed.“
Han mistvivler om at kunne give skarpe Regler om Arrestadgan
gen og antager, at „Praksis i denne Henseende i det hele holder
en temmelig god Middelvej“. Den akkusatoriske Side af Proces
sen i første Instans interesserer ham ikke stærkt: „Jeg tror,“ skri
ver han, „at man uden Tab aldeles kunde afskaffe Aktores og
Defensores ved første Instans og lade Dommeren alene uden
nogen Sagførers Medvirkning behandle Sagerne fra først til sidst,
saaledes som det sker ved vore Krigsretter og ved vore Politiretter.