161 / 345
T I D E N T I L 1 8 3 5
139
ves til Behandling i en Kommission, der overvejede de nærmere
Bestemmelser for de ved Anordn. 28. Maj 1831 besluttede Stænder
forsamlingers Virkemaade. Her hævdede Ørsted, navnlig overfor
Overprokurør for Hertugdømmerne Hopp, at en saadan Lovregel
vilde høre til dem, der krævede Forelæggelse for Stænderne som
angaaende personlige Rettigheder, og der skete da ialtfald ikke
noget i den paatænkte Retning11).
Af
stra fferetlig L o v g iv n in g
er allerede omtalt de Bestemmelser,
man fandt det nødvendigt at give til Imødegaaelse af Oprørsaan-
den i den københavnske Straffeanstalt. løvrigt maa nævnes nogle
Reformer af Straffearterne. Fdg. 12. Juni 1816 regulerede Ud-
staaelsen af Fængsel paa Vand og Brød og hjemlede Omsætning
hertil af indtil 6 Maaneders Strafarbejde. Fdg. 24. Sept. 1824 af-
skaffede Straffen Boslods og Hovedlods Forbrydelse dels uden
Erstatning (hvor den var forbunden med Straf paa Liv og Lem
mer, livsvarigt Frihedstab eller Landsforvisning) dels saaledes
at den ombyttedes med Forbedrings- eller Tugthusarbejde i 1 til
3 Aar. Straffen paa yderste Formue (en vis høj Bødestraf) af
løstes af Vand- og Brød-Straf, og Straffen Jords Forbrydelse bort
faldt. I Kancelliet forelaa ældre Overvejelser fra 1799 med Er
klæringer fra Retterne i København ang. Subsidiærstraffe for
Boslods Forbrydelse, naar den dømte intet ejede, og i 1813 var
der planlagt en lignende Lovgivning som den nu gennemførte.
Forestillingen, der gengives i Koil. Tid. S. 563 er ligesom Forord
ningen ført i Pennen af Ørsted.
Ogsaa den anden herhen hørende Reform, Landsforvisnings
straffens Ophævelse ved Fdg. 30. Marts 1827, havde en ældre Hi
storie. I Kancelliets Akter findes et i Sommeren 1820 af Ørsted
udarbejdet Udkast, hvorom Højesterets Erklæring var indhentet.
Det blev i Principet bifaldet af Kongen, men Sagen „henfaldt“
dog. Som Begrundelse for at rejse Sagen var især anført det in
ternationale Hensyn til Staternes Modvilje mod at modtage de
saaledes domfældte. Den 17. Sept. 1824 ses der paany at have
været Tale om at tage Sagen op. Paa dette Tidspunkt henstod der
imidlertid en Sag for Højesteret12), og Ørsted tilraader at vente,
for at det ikke skulde se ud, som om man vilde indvirke paa Af
gørelsen, hvilket kunde ske, hvis Retten fandt den nye Lov mil
dere end den ældre, saaledes som det forhen var sket med Fdg.