160 / 345
138
T I D E N T I L 1 8 3 5
gav i 1814 efter Danmarks Krigserklæring til Frankrig nogle Blade
med heftige Angreb paa Napoleon. Paa Grund af Krigstilstanden
var dette ikke strafbart, men mod Ørsteds Stemme blev Bladet paa
Grund af denne blot „usømmelige“ Artikel forbudt, og uagtet Ørsted
„af alle Kræfter bestred“ denne Fortolkning af § 26, var den Op
fattelse herskende, at Politimesteren, naar han modtog sit Eksem
plar, under Rekurs til Kancelliet skulde tilbageholde det, naar han
fandt Indholdet „utilbørligt“ om end ikke „strafværdigt“. I Pla
kat 13. Maj 1814 bestemtes det nu nærmere, at Salg eller Ud
deling af disse Skrifter ikke maatte ske, før Politimesteren efter
Gennemsyn tillod det, eller en vis til Gennemsynet beregnet Tid
var hengaaet. Som Ørsted udvikler, Liv I S. 101 ff., var hin Op
fattelse dog altsaa ikke udtrykt i Plakaten, og i Højesteretsdom
af 30. Juli 1830 i Sag mod Lindberg blev det fastslaaet, at A f
gørelsen af, om noget kunde trykkes, skulde træffes af Dom
stolene, altsaa efter Synspunktet Lovmæssighed, hvilket i 1834
tydelig blev forklaret Publikum i nogle Bladartikler af den senere
Generalprokurør Algreen-Ussing. Da var efter stedfundne Person
skifter i Kancelliet Ørsteds Mening omsider trængt igennem in
denfor dette, men i de mellemliggende Aar havde Politiets Praksis
virket som en Censur, saaledes at Forfatterne rettede sig efter
Krav om Ændringer i Manuskripterne, idet man tillige ventede
med Skrifternes Rentrykning, til Gennemsynet var overstaaet. Ef
ter Foretagelsen af dette var Domstolene saa paa den anden Side
altfor tilbageholdende med at drage til Ansvar, fordi Forfatteren
havde en Slags Undskyldning deri, at Skriftet uden Paatale havde
passeret Politimesterens Kontrol — alt ialt en utilfredsstillende
Retstilstand.
Fra den første Halvdel af Trediverne skal endnu anføres, at
det tiltagende Smaabladsskriveri („Raketten“ ) uden Protest af
Ørsted førte til en Skærpelse af den i Reglen bestaaende Censur
for Udgiverne af disse Organer (25. April 1835), saaledes at
ogsaa aabenbart eller forklædt Æreskænderi mod private skulde
kontrolleres. En mod Professor C. N. David, der i 1833 begyndte
Udgivelsen af Ugeskriftet „Fædrelandet“, rejst Sag for Indholdet
af nogle af de første Numre førte til Frifindelse, hvad Ørsted
havde ventet, og det toges da under Overvejelse at indføre Censur
ligesom i Holsten for Skrifter under 20 Ark, hvilket Forslag ga