![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0151.jpg)
T I D E N T I L 1 8 3 5
131
tolkninger, som laa til Grund for hin Misnøje (først i en Recension
i de daværende lærde Efterretninger fra 1799 og siden i et sær
skilt udførligt Skrift udkommet i Aaret 1801, af hvilket jeg nogle
Aar senere har givet mig den Frihed allerunderdanigst at over
række Deres Majestæt et Eksemplar). Vel har jeg i at retfærdig
gøre Forordningens væsentligste Grundsætninger tillige gjort Erin
dringer ved nogle enkelte Punkter; men at dette skete paa en al
deles sømmelig og beskeden Maade, derfor tør det uden Tvivl
være Bevis nok, at Deres Majestæts høj salige Hr. Fader kort efter
(29. Maj 1801) udnævnte mig til surnumerær Assessor i Hof- og
Stadsretten med Ret til med første Vakance at oprykke til virkelig
Assessor sammesteds. Da i Aaret 1811 et af [skal være: for] Sel
skabet for Norges Vel skrevet Nidskrift mod Danmark og Norges
fælles Regering udkom af den siden saa berygtede Wergeland, var
jeg den eneste, der stod frem, og det lykkedes mig saaledes at
lægge hans Ondskab og Usselhed for Dagen, at han fra det Øje
blik af blev Genstand for almindelig Foragt baade i Danmark
og i Norge, i hvilket sidste Rige især mit Arbejde vandt udmær
ket Bifald. Senere har jeg med Varme og Omhu søgt at udrydde
de Fordomme, som herskede mod Deres Majestæts Forordning af
5. Januar 1813; og saa-vanskeligt det end er at tale Folk til Rette
i en Sag, der saa mægtig rører ved hver Mands Interesse, tør jeg
dog tro, at jeg ikke har skrevet forgæves og det uden Tvivl, fordi
mit Værk bar rolig Prøvelses og ærlig Sandhedskærligheds Præg.
I Provinserne, hvor min personlige Karakter er mindre bekendt,
har jeg maattet døje Insinuationen at have skrevet for at vinde
Yndest og Belønning, men tryg ved min Selvbevidsthed har jeg
kunnet foragte saadanne Insinuationer.“
Til de øvrige Beskyldninger svarer han: „Dersom Deres Majestæt
vil have den Naade at opfordre mine Anklagere til at nævne de
Læresætninger, hvormed jeg skulde have skadet den offentlige Sik
kerhed, tvivler jeg meget paa, at de vilde være i Stand til at
nævne end en eneste. Jeg leder for at gætte en Sætning, der kunde
frembyde et endog blot tilsyneladende Stof for denne Klagepunkt.
Men al min Leden er forgæves. Overdreven Lemfældighed i Mis
gerningers Afstraffelse vil man dog næppe beskylde mig for. Baade
som Skribent og i mine Embedsstillinger har jeg langt oftere væ
ret af det strængere end af det mildere Parti. Isærdeleshed har
9*