192 / 345
170
T I D E N T I L 1 8 3 5
mod det umandige Sværmeri, hvortil en ensidig lærd Uddannelses
endelige Overmættelse saa let forfalder . Denne Synsmaade var
forskellig fra den upersonlige Fatalisme, Howitz havde givet Ud
tryk for. Selv om Mynster lejlighedsvis rejste nogen Indvending
mod Ytringer af ham, se II S. I 12), gik Naturforskerens Tanker
ad Veje, Broderen gerne fulgte. Denne vier ham efter hans Død
en beundrende Omtale paa dette Punkt, og hvad han iøvigt frem
hæver om ham, kunde være talt om ham selv: „Hans hele viden
skabelige Virken bar Præg af en Renhed, Sandhed, Jævnhed og
Sindsfred, hvis Lige man sjældent ser. Af alt overspændt, sminket
og opskruet var han en afgjort Hader, men enhver redelig og sund
aandelig Bestræbelse erkendte han med Glæde. Liv III 319 ff. ).
Ved Slutningen af denne Periode fremkom en Hyldest til Ørsted
i Sibberns Patriotiske Intelligentsblade (1835) ; efter Titlen var
det nærmest i Anledning af Stænderforsamlingen i Roskilde, men
Indholdet rører mest ved den Kendsgerning, at Ørsted ved Af
slutningen af sin Haandhog havde taget Afsked med sine Læsere.
Sibbern, der nu var Professor i Filosofi men var begyndt som
Forfatter i Ørsteds juridiske Arkiv, havde de bedste Betingelsei
for at levere en forstaaende Karakteristik af ham. Idet han spørger
sig, hvor Ørsted har Styrken fra til at opretholde sin store Virk
somhed trods forskellige Genvordigheder, svarer han saaledes:
„Men et Hovedpunkt af væsentlig Betydning netop med Hensyn
til denne Virksomhed og Arbejdsomhed hos en ellers virksom og
driftig Natur er og bliver hin rene, frie, store, altid aabne, sande
Velvilje, som gør vor Ørsted saa elskværdig og saa yndet. Et af
Hjertet velvilligt Gemyt er et fra Grunden frit Gemyt, der lever i
Verdensharmoniens og Totalitetens Sfære, og hvad skulde, naar
dermed en kraftig Virkedrift og et klart og ubestikkeligt Judicium
parrer sig, samt hin hurtige og omfattende Hukommelse, der har
alt fornødent straks tilstede og paa rede Haand, mere være egnet
til at disponere til Kræfternes fulde og til deres bedste Brug. Og
den dybe Velvilje rykker nu tillige Sjælen nær hen til de Eksisten
sens Egne, om jeg saa maa sige, hvor Kraftens Grundkilder rin
der. Og naar til de Selvfølelser, som rykker os nær hen til disse
Eksistensens Egne, ogsaa den Ydmyghed henhører, som vi lader
ses i den rette Betydning, naar vi uagtet alle Følelser skulde være
kristelige, dog især føjer dette Tillægsord til den, og kalder den den