187 / 345
T I D E N T I L 1 8 3 5
165
at jeg snarere nærer nogen Frygt for, at jeg stundom forfalder
til en for stor Omhyggelighed og Nøjagtighed i min Bevisførelse,
men jeg haaber hos den mere skarptseende Læser, for hvem jeg
vist ofte nok er for omstændelig, at finde Undskyldning deri, at
jeg og maa sørge for andre Læseres Tarv.“
Paa dette Sted skal omtales Ørsteds Diskussion med Howitz om
Viljens Frihed. Vel fremkom Ørsteds Udviklinger i Tilknytning til
en Afh. af Professor Howitz med Titlen Om Afsindighed og Til-
regnelse (Jur. Tidsskr. VIII 1, 1824), men jeg ser dem væsentlig
ikke som juridiske men som rent personlige Tilkendegivelser af en
Livsanskuelse; de fortsættes i Bd. IX 2 og X 1, efterat Howitz havde
udgivet Skriftet Determinismen eller Hume mod Kant, og i X 2
efter Howitz’ „Ultimatum“.
Howitz definerer Afsindigheden som en Indskrænkning i Fornuf
ten eller Fornuftens Brug formedelst Sygdom i de materielle Orga
ner for Sjælens Virksomhed. Han polemiserer mod Kants Bestem
melse af Friheden som Evnen til at begynde en ny Aarsagsrække.
Selv bestemmer han vel Friheden som Menneskets Evne til at kunne
handle, som det vil, men han tilføjer, at hvad det vil, maa det ville
ifølge et urokkeligt Fatum. Fornuften kommer til den Overbevis-
ning, at vore Handlinger er nødvendige Produkter dels af vort
Sindelag dels af vore modtagne Indtryk. Nødvendighedslæren gør
dog ikke Straffesystemet uanvendeligt. Tilregnelse foreligger, hvor
en Paavirkning af Straffen kan finde Sted.
Ørsted akcepterer Henvisningen til Hjernesygdom, hvorved der
dog ikke fremkommer nogen skarp Afgrænsning, og han erklærer
straks ikke helt igennem at være Tilhænger af Kants Forestillings-
maader. Men han tager Ordet for at forsvare visse „for Moraliteten
og Menneskelivets Værd væsentlige Grundbegreber“. Han henviser
til de os iboende Ideer om Rum, Tid og Aarsag og fortsætter: „For
nuften kan ikke blive staaende ved den betingede, tilfældige og
orbigaaende Tilværelse, som findes i Legemverdenen. Dennes Ud
spring maa søges i et Væsen, der er af og ved sig selv, som eks
isterer med Nødvendighed og af Evighed, og dette Væsen, uden hvil
et intet, der er, kunde være, maa vi tillægge Egenskaber, som
aldeles modsiger Tidens, Rummets og alle de andre indskrænkende
etmgelser, hvorunder vi maa forestille os den materielle Verden.“
»oaafremt der nu gives en sandere, fuldere, højere Tilværelse end