188 / 345
166
T I D E N T I L 1 8 3 5
den sanselige, saa maa der og være et sandere og væsentligere Gode
end det, som findes i den sanselige Verden, et højere Maal for
vor Stræben end det at vedligeholde den forgængelige sanselige Til
værelse og erhverve de flygtige Goder, denne kan byde. . . . Den
Kraft, som vi har i os til at leve et sligt højere Liv, at eftertragte
hint højere Gode, at følge den Lov, som viser os Vejen til dette
Maal (Sædelighedsloven), er det, hvori Friheden bestaar.“ Betrag
tet som virkelig Kraft har Friheden Grader, men som Evne, som
Mulighed af at bestemme sig efter en af sanselig Frygt og Haab
uafhængig Drivfjeder, har den ikke Grader. Hos de afsindige mang
ler den. „Hvorledes det forresten gaar til, at et Menneske foretræk
ker Sansernes Tjeneste for Frihedens og omvendt eller med andre
Ord, at enhver antager den Karakter, hvoraf hans Handlinger ud
flyder, lader sig ikke begribe; thi dersom det lod sig begribe (d. e.
hidlede af Naturaarsager), saa ophørte det derved at være en fri
Beslutning. Men i det Øjeblik, vi erkender, at der er en anden og
højere Verden end den, Sanserne viser os, maa vi og erkende, at
der kan gives noget, som ikke er den sanselige Naturs Tvang under
kastet.“ „Hvorledes iøvrigt den menneskelige Frihed kan forenes
med den hele Tilværelses Afhængighed af den guddommelige Vilje
(hvilken dog paa ingen Maade taaler nogen Indskrænkning eller
Betingelse), dette Spørgsmaal er den sande og store Vanskelighed i
Frihedslæren. Men ligesom de Betragtninger, der findes i den oven-
staaende Afhandling, ikke fører os ind i denne gaadefulde Under
søgelse, saaledes har og i ethvert Tilfælde Læren om en streng
ogsaa alle de menneskelige Handlinger omfattende Nødvendighed
— men en saadan, der er grundet i en evig Visdoms og Kærligheds
almægtige Vilje, — en ganske anden Karakter og en ganske anden
Virkning paa Sindet end den, der hidleder alt af en blind Natur
kraft . . . “ Han angriber Howitz’ Begreb om fri Vilje: „Den konse
kvente Fatalist maa tilstaa, at det altid er en Illusion, naar han
forestiller sig, at han som et for sig bestaaende Individ bestemmer
sig til nogen Virksomhed, den have Udseende af aandelig eller
legemlig.“ I sin senere Udvikling bestemmer han Stridspunktet saa
ledes: „Det, jeg og mine Medstridere har angrebet, er Nødvendig
hedslæren i den Skikkelse, hvori den af Hr. Professoren er opstil
let, den Lære nemlig som vil, at alt, hvad der er i Mennesket og
af Mennesket besluttes og virkes, har sin nødvendige Aarsag i hans