186 / 345
164
T I D E N T I L 1 8 3 5
og 323. Han boede Frederiksberggade Nr. 27 til ca. 1818, derefter
to Aar i Dronningens Tværgade Nr. 401 B, derefter til 1825 Øster
bro Nr. 107 og endelig til 1836 paa Nørregade Nr. 35 (ældre
Husnumre). Hans tidligere Tilbøjelighed til Nervefeber hørte
efterhaanden op, men ban kom i hvert Fald i senere Tid til at
lide af Mundkrampe.
Hans Forfatter- og Udgivervirksomhed bragte ham i Berøring
med en Del yngre, men det var dog forholdsvis lidt, der blev leveret
til hans Tidsskrifter fra anden Side. Adskilligt deraf var iøvrigt
ikke skrevet med denne Bestemmelse men var Fakultetsresponsa,
Prisafhandlinger eller Disputatser, der blev offentliggjort ad denne
Vej. C. F. Lassen skrev om Lovfortolkning, Kolderup-Rosenvinge
og I. E. Larsen offentliggjorde retshistoriske Arbejder: I Nyt jur.
Ark. for 1817 kom to Afh. (af Kolderup-Rosenvinge og Holm) om
Depositarens Ansvar, udarbejdede for juridisk-praktisk Selskabs
Medlemmer. Medens Ørsted plejede at ledsage Optagelsen af slige
Bidrag med nogle anerkendende Ord, tog han sig i Jur. Tdsskr.
VII, 2 (1823) overfor den unge Kandidat Tage Algreen-Ussing for
at imødegaa dennes Anmærkninger til Personretten, der forekom
ham hyperkritiske overfor det Udtog af Ørsteds Arbejder, der var
deres Hovedbestanddel, og i Bd. IX 1 maatte han paany paatale
Ussings „Spidsfindighed“ og „Pedanteri“, noget der syntes ham
at „gribe om sig blandt dem, der i den seneste Tid træder frem
som Forfattere i Retsvidenskaben“ og som desuden idelig anvendtes
for at skolemesterere ham, hvorved sigtedes til Prokurator Høsts
Anmærkninger til hans Formularbog. Han skriver bl. a. S. 270:
„Det er overalt en forunderlig logisk Pedantisme, som ligger til
Grund for de mange Forsøg, Hr. Ussing har gjort paa at nedrive
mine Arbejder. Han gaar herved stedse ud fra den Fordring, at
alt udtrykkeligt skal siges og bevises; han vil ikke, at noget maa
forstaa sig selv, at nogen nærmere Bestemmelse i en Sætning, noget
Led i Beviskæden kan udelades i den Forudsætning, at enhver
Læser med et sundt Hoved selv vil vide at lægge samme til. Derfor
finder han idelig Ubestemthed, Ufuldstændighed, Petitiones prin-
cipii o. s. v. i mit Foredrag. Men om det end var mig muligt at
tilfredsstille hin Fordring, saa kunde jeg dog ingenlunde bekvem
me mig til at lempe mig derefter, da jeg derved maatte blive uende
lig kedsommelig haade for mig selv og for andre. Jeg maa tilstaa,