190 / 345
168
T I D E N T I L 1 8 3 5
givet Mennesket Kræfter og Midler til at sejre over slige ind
vortes Fjender, og at han er i Brøde, naar han lader dem faa
Overhaand.“ I nogle retslægelige Bemærkninger, som Livmedicus
Dr. Brandis venskabelig sendte Udgiveren (VIII 2 S. 205 ff) gø
res en tilsvarende Sondring: „Dommeren straffer netop den syge
V ilje . . . Kun den ved falske Forestillinger misledede Vilje til
regnes ikke Individet, fordi dette med Hensyn til samme ikke mere
er det samme Individium .
Rimeligvis havde Howitz her no
get nyt at bringe.
løvrigt bredte Debatten sig efterat Howitz havde udsendt sit
nye Skrift, og kom ind paa allehaande Spørgsmaal fra Filosofiens
Omraade. Ørsted støttedes af Professor Sibbern i Jur. Tidsskr.
IX 1 og der fremkom Indlæg bl. a. af J. C. Lange (i Litteratur
tidenden), af J. P. Mynster og J. L. Heiberg. Tonen, der fra
først af havde været særdeles velvillig, blev skarp og bitter, og
Ørsted indrømmede ikke Lægen megen Adkomst til at tale med
om filosofiske Æmner og Litteratur. Hans oprindelige Bemærknin
ger, som Howitz allerede havde faaet Lejlighed til at imødegaa
i en Forerindring, voksede fra 37 til 193 Sider, inden han træt
og ærgerlig sluttede af. Det var gaaet ham som tidligere, at han
skrev sig varm og ikke fandt at kunne lade noget Moment af det
fra Modparten fremkomne undgaa Paatale og Undersøgelse.
Ørsted har i Liv III S. 302 ff. skildret, hvorledes J. P. Myn
ster fra 1811 bragte nyt Liv til Vor Frue Menighed, og han, der
hørte til Menigheden og i 1812 fik Mynster til Kollega ved Pasto
ralseminariet og lidt senere i Bibelselskabet, har antagelig allerede
dengang været blandt dennes Tilhørere10). Han gjorde i hvert
Fald Bevægelsen med bort fra det rationalistiske over til den kirke
lige Livsform, som Mynster repræsenterede. Ørsted tæller ham
anf. St. mellem sine nærmeste og kæreste og tager hans sunde
og ligevægtige Personlighed i Forsvar overfor S. Kierkegaards
Angreb. Følgende Brev til Mynster af 4. Oktbr. 1830, der ogsaa
viser, at en Brodersøn var blevet konfirmeret fra Hjemmet hos
Ørsted, skal anføres her: „Modtag herved, min inderlig elskede
Ven, min dybtfølte Tak for hvad De har været for min Christen
som for saa mange andre. Jeg har intet større Gode kunnet for
skaffe denne kære unge end at faa ham indviet for Livet af den
Mand, i hvem den kristelige Erkendelse og Følelse fører et saa