191 / 345
T I D E N T I L 1 8 3 5
169
skønt og kraftigt Liv; og jeg stoler paa, at den dybe Sandhed
og Alvor, hvormed De har lagt ham de Lærdomme paa Hjerte,
som indeholder Anvisningen til at opnaa Tilværelsens Formaal, vil
efterlade sig et varigt og velgørende Indtryk.
Deres af Hjertet hengivne
A. S. Ørsted.“ 11)
Naar Ørsted — ogsaa som Forfatter — vedblev at arbejde med
de almindelige Ideer, fulgte han deri et Eksempel af sin Broder
Naturforskeren, for hvem det til det sidste var et Hovedformaal i
Taler, Afhandlinger og Digte at udvikle sine Ideer om Verdens
sammenhængen og om Naturvidenskabens Forhold i alle Relatio
ner. Som Kroman har sagt (Biogr. Leksikon) synes H. C. Ørsted,
der netop levede paa Overgangstiden mellem den saakaldte rational
istiske og den romantiske Periode, nærmest at have forenet begge
Perioders gode Sider uden i nævneværdig Grad at være smittet af
nogen af de to Perioders Ensidigheder. Paavirket af romantisk
Naturfilosofi lærte han dog hurtig at skelne mellem, hvor langt Tan
ken virkelig kunde føre os, og hvor den subjektive Fantasi begyndte,
og paa denne Maade udformede han sig efterhaanden den totale
Verdensopfattelse, vi finder i hans „Aanden i Naturen“ I— II. I
denne sin „Naturbibel (Vilh. Andersen) lærte han, at Naturlovene
er Naturtanker og hele Tilværelsen eet Fornuftrige (dette gennem
ført paa Kundskabsevnens Væsensenhed i Verdensaltet, Skønheds
lovenes Grundlighed og den moralske Verdens lige Grundvæsen).
„Naturen retter sig efter evige Love, og disse Love er ganske be
skafne som en uendelig fuldkommen Fornufts Forskrifter, saa at
Naturens Ven lever i en bestandig Fornuftbeskuelse af den i alt
nærværende Guddom.“ „Christendommen og Aandsdannelsen un
derstøtter hinanden.“ „Guds Rige kan vi vel med Rette kalde et
Fornuftrige, naar vi bruger Ordene i deres rette Betydning og ikke
forveksler Fornuften, Guddomsgnisten i os, med den Brug deraf,
der ytrer sig i Verdens tit uvisse Klogskab.“ „Det Guds Rige, der
skal herske paa Jorden, er en levende Erkendelse af Guddomsvil
jen, det er af den guddommelige Fornuft, hvoraf vor menneske
lige er en Afbildning om end kun en uendelig svag.“ Han priser
Naturvidenskaben som vor Tids Videnskab, „baade fordi den vær
digt kan stille en modnet Videlyst, og fordi den kraftigt kan virke