![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0189.jpg)
T I D E N T I L 1 8 3 5
167
legemlige Organisation og de Indtryk, som gøres paa ham udefra.
Dette er den Standpunkt, hvorfra Afhandlingen om Afsindighed
og Tilregnelse gaar ud. Alle hans Indvendinger drejer sig om den
Afhængighed, hvori Menneskets Vilje og Karakter skal staa af
Hjernens Organisation og Udvikling, af dens forskellige Vitalitet,
af dens Sygdomme samt af Temperament, Opdragelse og af de ud
vortes Omstændigheders og Forholds Indvirkning.“ Det drejede
sig om to forskellige Synsmaader, og i faa Ord kunde Forholdet
maaske udtrykkes saaledes, at Howitz kun anlagde et tilbageskuende
naturvidenskabeligt Syn paa Viljeslivet, medens Ørsted seende
fremad tillige krævede Plads for en Vurdering af Viljen som en
iboende Evne til at stræbe henimod et fuldkomment Samliv som
alles Foreningspunkt.
Ved Slutningen af sin første Replik gjorde Ørsted den karak
teristiske Bemærkning, „at man ikke deraf, at Forbrydelsen ifølge
lægekyndiges Dom er fremkaldt eller fremskyndet ved en eller
anden sygelig Gemytstilstand, ligefrem kan slutte, at den er uden
Tilregnelse. Mennesket huser i sit Inderste Sæden til megen ind
vortes Forvirring, til mangfoldige Attraaer, der er ligesaa daar-
lige og uforstandige, som de er stridende imod Ret og Pligt. Selv
den, der søger at holde sit Sind i Orden, kan ikke afværge, at
slige Attraaer stundom stige op af deres mørke Afgrund, men
saasnart de viser sig, søger han at skyde dem tilbage; og skønt
dette ofte kan koste ham haarde indvortes Kampe, vil han dog
ikke ligge under, naar han altid er paa sin Post. Den som der
imod ikke søger at vaage over sit eget Hjerte, kan let blive et
Bytte for slige dæmoniske Indflydelser og kan komme til at ende
med de rædsomste Forbrydelser foretagne af Bevæggrunde, som
for en sund Natur synes særdeles urimelige og intetsigende. Det
er ikke sjældent, at en Morder, Mordbrænder eller anden saadan
grov Forbryder erklærer, at det var som en indvortes Stemme,
der sagde ham, at han skulde begaa den Udaad, som han har
udøvet. I de fleste Tilfælde er maaske og en saadan Forklaring
ganske oprigtig. Men om man endog vilde indrømme, at denne
indvortes Impuls virkelig i Beslutningens og Udførelsens Øjeblik
var blevet saa mægtig, at den paagældende ej kunde modstaa, saa
var det dermed dog langtfra ikke endnu afgjort, at al Tilregnelse
bortfaldt . . . man maa vistnok i Almindelighed antage, at der er