AndersSandøeØrsted

232

T I D E N T I L 1 8 4 8

staa, men man saa ham som en Dæmning mod Fremskridtets Flod,

som en Fyrstetjener, der fornægtede Folkets nationale Interesser. I

Liv III, S. 203 f. (1855) minder han om de tilsvarende Stemnings

svingninger, for hvilke hans beundrede Chr. Colbjørnsen i Anled

ning af Trykkefrihedssagen havde været udsat, og han tilføjer, at

det ikke er „for af denne Sammenligning at hente den Trøst, som

kunde indeholdes i den Omstændighed, at Colbjørnsen, efterat

Lidenskaben var blevet kølnet, igen har opnaaet retfærdig Aner

kendelse. Jeg behøver i Sandhed ingen Trøst; thi langt fra, at den

senere Tids Miskendelse skulde have nedtrykt mig, er det mig klart,

at denne Tid har givet mig en fastere Holdning, en mere tilfreds

stillet Selvfølelse end den Tid, hvori den offentlige Mening saaledes

bar mig paa Hænderne, at jeg ofte følte dyb Undseelse i Erkendel

sen af det overdrevne og partiske deri. Ved at overtænke mit hele

Forhold til Tidens Bevægelser har jeg aldrig haft Anledning til at

fortryde noget Skridt, hvorved jeg har stemmet mig mod den saa-

kaldte offentlige Menings Opbrusning, medens jeg ikke har en saa

fuldkommen Sikkerhed med Hensyn til alt, hvorved jeg er kommet

denne Mening imøde, men dog har den Forvisning, at det aldrig

er sket for Bifaldets Skyld, men stedse har været grundet paa en

ved rolig upartisk Prøvelse vunden Overbevisning“.

Den følgende Fremstilling vil gennem denne Ørsteds Modsæt

ning til det nye, som han ikke kunde følge, kaste fornyet Lys over,

hvad der var hans Standpunkter, og den vil forstærke Opfattelsen

af de Karakteregenskaber, der var Rygraden i hans Virken. Uden

at foregribe Enkeltheder kan det siges, at Ørsteds Reformtrang var

ringe, naar det gjaldt egentlige Forskydninger i den sociale Lag

deling, men vaagen naar det drejede sig om Omraader, hvor den

almindelige borgerlige Lovgivning eller Retsmaskineriet var blevet

forældet. For ham, der ved Norges Fraskillelse allerede havde lang

Embedstid bag sig, var Staten i dens Helhed det fundamentale, Be

folkningsdelenes Ejendommeligheder noget mindre væsentligt.

Som bekendt var det Provinsialstændernes Opgave at være raad-

givende overfor Regeringen med Hensyn til de af denne forelagte

Udkast til Love, der til Genstand havde Forandring i Borgernes

personlige eller Ejendoms-Rettigheder eller Skatterne og de offent

lige Byrder, hvorhos Stænderne kunde fremsætte Forslag til For

andring i Love eller Indretninger eller Besværinger over Lovenes