AndersSandøeØrsted

T I D E N T I L 1 8 3 5

227

saa meget mere Grund til at lade dette ligge, som Æmnerne vendte

tilbage til ham i legislativ Form. Ørsteds Holdning var i Straffe

retten som overalt den ligevægtige. Han var Lovens Mand, op

fyldt af Tanken om Straffens Nødvendighed og Berettigelse; med

den, der brød Lovens Hegn, kunde han ikke føle Medlidenhed, og

i hvert Fald hindrede hans Lovlydighed ham i at gaa med til

tvivlsomme Lempelser i Lovens Strænghed. Han taler et Sted om

„det bekendte Barmhjertigheds-Princip, der har maattet tjene til

Skærm for saa mange Lovfordrejelser“, Eun, III S. 187. Men i

lige Grad var han nidkær for, at Skyldbeviset maatte være fuld

stændigt, at Varetægtsfængslet ikke misbrugtes, og at Aktionens

Omkostninger ikke uden Grund paalagdes Tiltalte.

Til Fortegnelsen over Afhandlingerne henvises med Hensyn til

de forskellige specielle Æmner, Ørsted tog op til ny eller fort

sat Behandling. Den omfangsrigeste af dem er Skriftet om

M a n d 

drabsforbrydelsen,

dette centrale Forbrydelsesbegreb, hvortil hans

Dommervirksomhed havde forsynet ham med et Anskuelsesma

teriale af lignende Omfang som Tyveriforbrydelsen.

Det samlede Arbejde, Ørsted i tidligere Aar havde tænkt

at levere over Injurielovgivningen, og som kunde have haft Til

knytning til Ungdomsarbejdet om Trykkefrihed og til hans A f

handlinger om Sandhedsbeviset og Begrebet naturlig Vanære,

kom han ikke til at tage fat paa. Det sidste af hans strafferetlige

Arbejder blev den fyldige Afh. om

D ø dsstraffen

(1828). Efter

sin Sædvane fremsætter han sine Udviklinger paa Grundlag af en

anden Forfatters Fremstilling, her et fransk prisbelønnet Skrift

af Ch. Lucas; det giver ham Lejlighed til at komme ind paa pøni-

tentiære Æmner, som han ellers ikke havde drøftet. I Modsæt

ning til Forf., der bekæmper Dødsstraffen, hævder Ørsted dens

Berettigelse og Nødvendighed som Samfundets Forsvarsmiddel.

Han ser imidlertid det tidsbestemte i Problemet og erkender, at

hvis Folkemeningen skulde tage den Vending, at den

i Mod

sætning til, hvad hidtil havde været Tilfældet — fordømte Døds

straf, vil Afskaffelsen være tilraadelig.

Hermed sluttes Fremstillingen af Ørsteds egentlig juridiske For

fatterskab. En kritisk Vurdering af det udover den under selve

Fremstillingen givne Karakteristik skal ikke forsøges; i denne

Henseende henvises foruden til det Goos-Nellemann-Øllgaardske

15*