AndersSandøeØrsted

T I D E N T I L 1 8 3 5

223

heder overgaar den Opgave at tilvejebringe et rigtigt Forhold i

selve Straffelovgivningen og det ligesaa meget i Vanskelighed

som i Vigtighed — en ganske interessant Udtalelse der ogsaa

viser, at det ikke er Lovreglerne som selvstændigt Aandsprodukt

men deres Virksomhed i Livet, der interesserer ham.

Feuerbach gengiver Juryens Idé saaledes: Den straffende Magt

vilde undergrave Folkets Frihed, hvis den var overdraget til de

af den øverste Magt beskikkede Dommere alene. Derfor maa Ud

øvelsen knyttes til en af Magthaverens Vilje uafhængig Betin

gelse, hvilket sker ved at overdrage Afgørelsen om Klagens fak

tiske Sandhed til en af Magthaveren uafhængig Myndighed nem

lig Folket, „der er ubestikkeligt, uafhængigt, upartisk og retfær

digt“. Folket maa dog dømme gennem nogle dertil udvalgte Per

soner. Den anklagede bør kunne forkaste et vist Antal foreslaaede

edsvorne. Disses Kendelse skal afgives paa Grundlag af deres

sunde Fornuft og Overbevisning og efter det dem mundtligt fore

lagte. De kan ikke drages til Ansvar, ligesom Appel er udelukket.

Kontrollen bestaar i Offentligheden.

Feuerbach udmaler med stærke Farver den bayerske Inkvisi

tions Mangler, men mener dog, at Juryinstitutionen ikke lader sig

overføre til denne Stat. Juryen hører til Demokratiet. Lovtalerne

derover begejstres i Virkeligheden over dens politiske ikke dens

kriminalistiske Værd. Under en fastgrundet udelt Regeringsform

er der ingen Fare, mod hvilken Juryen skal sikre. Her bør Doms

magten være hos uafhængige Dommerkollegier. At indrette Dom

stolene efter visse Stænder lader sig ikke gøre uden Uretfærdig

hed. Om Juryen betragtet blot som kriminalistisk Indretning me

ner han, at den er ufyldestgørende, da Juryen bliver partisk og

mangler klar Forstaaelse, hvorved han fremhæver, at Skyld-

spørgsmaalet ogsaa rummer et Retsspørgsmaal.

Hertil sluttede Ørsted sig. Efter sit Syn paa Dommerens Virk

somhed var han inderlig overbevist om „den almindelige ej der

til dannede Menneskeforstands Udygtighed til at paakende en An-

klagets Skyld eller Uskyld“. At man selv i det mest ubundne

Monarki kan hos et saadant dømmende Kollegium finde et trygt

Værn for den personlige Sikkerhed og Frihed, derom kan jeg fri-

modigen paaberaabe mig de tvende Tribunaler, hvori jeg er stolt

af at have haft Sæde, som Bevis. Med fuld Fortrøstning henven