250 / 345
2 2 8
T I D E N T I L 1 8 3 5
Værk til Carl Ussings Disputats Anders Sandøe Ørsted som rets
lærd (1884) og Frantz Dahis Foredrag af samme Navn (1927) 3).
Dog vil vi give ham selv Ordet for hans eget Tilbageblik. I Bio
grafien hos Kofod skriver han om sine „Grundforestillinger og
Grundtendenser“ : „Hvad der nærmest falder i Øjnene, er en le
vende Stræben efter at overskue enhver Retssandhed i alle dens
Forhold, i alle dens Fpiger; tilligemed Grundene for enhver Sæt
ning ogsaa at udvikle og prøve Modgrundene, at bringe Viden
skabens Grundbegreber og det mangfoldige i den virkelige Ver
den, hvorpaa de skal anvendes, i den rette Vekselvirkning, at hæv
de og befæste hine men ogsaa rense dem og anvise dem de rette
Grænser. Saa meget han elsker faste Grundsætninger og en sik
ker Metode, saa varsom er han med at opstille noget som absolut
Grundsætning; tværtimod griber han enhver Lejlighed til at ud
vikle den Relativitet, som de moralske og juridiske Begreber er
underkastede i deres Anvendelse paa den virkelige Verden.“ Og
endvidere: „Naar man for at gøre Ære af hans Bestræbelser har
sagt, at han har gjort en Revolution i sin Videnskab, saa har
denne Ros aldrig været efter hans Hjerte. Hvad han har villet,
er ikkun Udvikling til større Klarhed og Fasthed. — Man har og
anprist ham for Filosofiens Anvendelse paa Retsvidenskaben, men
denne Ros er ham og noget tvetydig. Intet er længere fra ham
end at ville gøre en filosofisk Betragtning til Fører i Retsviden
skaben; at forstaa Lovene og de Forhold, som disse gaar ud paa
at ordne, i deres sande Væsen og Betydning, er det, hvorpaa han
altid gaar ud.“ Hermed kan sammenholdes hans Udtalelser i Slut
ningen af Fortalen til Haandbogens 1. Bd.: „Det er overalt en
yderst urigtig skønt maaske temmelig herskende Forestilling, at
de videnskabelige Retsforskninger skulde gøre Retsplejen mindre
fast og sikker, end den vilde været, naar Videnskaben ikke blan
dede sig heri. Saafremt ingen videnskabelig Lovkyndighed gaves,
saa vilde der blive en ubegrænset Lejlighed for den vilkaarlige
paa Lykke og Fromme grebne Menen, hvorved al Ret vilde vakle.
En efter stræng Metode fremskridende Videnskab kan ene for
jage denne vilkaarlige Menen.“
Ud fra disse Grundsætninger kæmpede og sejrede Ørsted, og
naar han i Afskedsordene til sine Læsere i Fortalen til Haand
bogens 6. Del ytrer Haab om at leve i venlig Erindring hos Vi