AndersSandøeØrsted

224

T I D E N T I L 1 8 3 5

der Borgeren sig til disse Domstole, selv naar han efter den

højeste Regerings umiddelbare Befaling anklages, og han er vis

paa at findes sagesløs hjem, dersom han er uskyldig. Vel var det

i den Tid, da den franske Revolution havde beruset vore Skriben

ter, Mode at føre Klage over, at de Domstole, der skulde kende

mellem Regeringen og de Undersaatter, som sigtedes for at have

fornærmet samme, var med Hud og Haar afhængige af det ene

Parti; ligesom man ikke sjeldent hørte, at de i Sager angaaende

Trykkefrihedens Misbrug — thi disse laa dem naturligvis nær

mest paa Hjærtet — afsagte Domme bar Præg af denne Afhæn

gighed. Enhver der, nu Rusen er forbi, vil gøre sig bekendt med

nogen af de Sager, som disse Besværinger havde Hensyn til, vil

finde, at Dommerne, hvis de ikke stundom har været mildere end

Lovene, aldrig har været haardere end disse, og een af dem, der

skreg mest og ved sin Formastelse omsider tildrog sig efter Høje

sterets Dom Straf af Landsforvisning2), har siden i en modnere

Alder aldeles afsondret fra sit Fædreneland offentlig bevidnet

denne øverste Domstols almindelig erkendte Billighed og Uafhæn

gighed (Malthe Conrad Bruun, i sit geografiske Værk). Resul

tatet var altsaa, at Ørsted efter omhyggelig Prøvelse af Edsvorne-

institutet forkastede det, idet han manglede Tillid til de Edsvor

nes Evne til at træffe vigtige Afgørelser. I sin strafferetlige Prøve

forelæsning (Minerva, 1800 S. 294) havde han iøvrigt ganske

kort anbefalet det engelske System med Mænd af den anklagedes

Lige til at afgøre Faktum.

I en Recension fra 1820 af et lignende Skrift af Mittermaier,

Jur. Tidskr. I S. 273, omtales den livlige Diskussion, der knyt

tede sig til, om Institutionen skulde opretholdes i Rhinprovin-

serne efter deres Tilbagevenden til tysk Ret. Forf. er Tilhænger

In kv isitio n ssystem et

men foreslaar det forbedret ved Tilføjelse

af en offentlig Forhandling, hvorunder nye Afhøringer skulde

finde Sted. Herved vilde der dog efter Ørsteds Mening kun være

lidet vundet. „Saa meget der end kan ivres mod den List eller

Haardhed, hvorved den anklagede ofte bringes til Bekendelse,

maa man dog indrømme, at man, hvis man vil give Slip paa dette

Bevismiddel, enten maa indføre en almindelig Strafløshed eller

som i England tage til Takke med meget svage Beviser [eet Vid

nes Udsigende som fuldt Bevis (N o te)]. Dette vilde vistnok sætte