AndersSandøeØrsted

2 2 6

T I D E N T I L 1 8 3 5

I denne Sammenhæng kan nævnes en 145 Sider stor kritisk An

meldelse af Feuerbachs Betragtninger over

O ffe n tlig h e d og M und t

lig h ed

i Retsplejen (Jur. Tidskr. V 1822); de er holdt i ret stor

Almindelighed og omfatter borgerlige saavelsom Straffesager.

Vi forlader Ørsteds Recensioner og gaar over til hans selvstæn

dige Fremstillinger. Blandt disse skal først nævnes hans

straffe-

processuelle B idrag.

Jævnsides med C. F. Lassen fik han aner

kendt de herhenhørende Bevisreglers Selvstændighed, saasom at

„Tilstaaelse“ kun gælder med Hensyn til det, den Tiltalte har

personlig Kundskab om, og at det i uhjemlet Besiddelse af Koster

liggende Tyvsbevis kan afkræftes ved Tilvejebringelse af nogen

lunde begrundet Formodning for hans Foregivendes Rigtighed.

Ofte udtrykker han Betænkelighed ved at domfælde paa det en

kelte Indicium, der her foreligger, men iøvrigt traadte han i Skran

ken for at dømme paa Indicier, hvortil han fandt Hjemmel i Fdg.

om Inkvisitionskommissionen af 30. Dec. 1771 § 10 (Bevis ved

Omstændighedernes Rimelighed).

Med Hensyn til Betingelserne for i Straffesager at anvende

V aretæ gtsfæ ng sel

polemiserede han med Hurtigkarl, der kun i

Bødesager vilde aabne Adgang til at slippe herfor mod Kavtion.

Han forbeholder Myndighederne en betydelig Frihed ved Afgørel

sen af, om Fængsling skal ske, om den kan afværges ved Pant

eller Kavtion og (med nogen Tvivl) ved Fastsættelsen af Størrel

sen af den Sum, der forlanges stillet, jfr. Hdbg. VI S. 373 ff.

Afh. om

G rund reglerne fo r S tra ffe lo v g iv n in g e n

fra 1817 er Ør

steds almindelige strafferetlige Hovedværk; i Erkendelse heraf

udsendte han det Aaret efter paa Tysk. I Modsætning til Lære

bogsindledningen gaar det ikke særlig ind paa den positive dan

ske Ret. Det indeholder Udviklinger efter Forholdets Natur og

leverer et Overblik saavel over forskellige Lovgivninger som over

Litteraturen. Der fremkommer derved en særdeles smuk afrundet

Fremstilling. Forf .s almindelige Syn paa Straffens Formaal er

uforandret dette, at Lovens Trusel og, naar den svigter, Straffen

skal afholde den onde Vilje eller Skødesløsheden fra at give sig

Udslag i Handling. Ved Omtalen af nysnævnte Forarbejde foran

S. 117 ff. er der allerede gjort Rede for, hvilke Standpunkter han

kom til i en Række Hovedspørgsmaal. Det vilde derfor føre til

Gentagelse og blive for bredt at gennemgaa Skriftet, og der er