AndersSandøeØrsted

T I D E N T I L 1 8 3 5

225

Uskyldigheden mere i Fare end den Bestræbelse for at skaffe Til-

staaelse tilveje, der er herskende under den inkvisitoriske Proces;

thi under en retsindig og forstandig Inkvisitor vil det nok ikke

let kunne hænde, at en uskyldig ved hine Bestræbelser bringes

til at fælde sig ved falsk Tilstaaelse . . . Dersom den Protokol,

der er optaget, inden Sagen kommer til offentlig Forhandling,

skal være fuldkommen bevisende og de under det foreløbige For

hør afgivne Tilstaaelser bindende, saa ses det ikke, at noget syn

derligt vindes for den anklagedes Sikkerhed ved de gentagne For

hør, der inden aabne Døre holdes over den Tiltalte og Vidnerne.

Derimod er det klart, at denne Gentagelse maa virke en betydelig

Forhaling af Sagerne og være yderst byrdefuld for Vidnerne samt

foraarsage en Del Omkostninger.“ En Hindring for Appel vil det

dernæst være, at der kun skulde foreligge en af „Gesvindtskrivere“

gjort Ekstrakt over de mundtlige Forhandlinger, der er langt min

dre paalidelig og fuldstændig end en formelig Protokol, hvortil

Forklaringerne dikteres til Skriveren, der siden forelæser det til

førte og faar det godkendt. De Mangler, Forf. fandt i den tyske

Kriminalproces, genfandtes formentlig i det hele ikke hos os.

I næste Aargang vendte Ørsted tilbage til

E dsvornespørgsm aa-

let,

efterat han var kommen i Besiddelse af Betænkning udfær

diget af den af Kongen af Preussen udnævnte Immediat-Justits

kommission angaaende Justitsforvaltningen i Rhinprovinserne.

Heri erklærede man sig for Edsvorneinstitutionen og imødegik

Feuerbachs Argumentation, navnlig at det juridiske Skøn der ind-

gaar i „Bevisskønnet“ var af væsentlig Betydning eller ikke eg

nede sig for de edsvorne, medens det paa den anden Side frem

hævedes, at de edsvorne skulde være af den anklagedes Type, for

at der kunde haves Sikkerhed for, at Loven virkelig havde været

forstaaet af ham. Disse Grunde har dog ikke ændret Ørsteds Syn.

De Mænd, der sidder paa de edsvornes Bænk og endnu mere Dom

meren, der vejleder dem, er ikke af „den raaere Folkeklasse“, som

Forbryderen ofte tilhører: „Det er altsaa ingen afgjort Sag, at

fordi hine oplyste skønt ikke retslærde Mænd kan indse Hand

lingens Lovstridighed, derfor og den stakkels Forbryder har været

i Stand til ligeledes at blive sig denne bevidst.“ Men Sagen er,

at en tvivlsom Forestilling, en dunkel Følelse heraf allerede maa

være nok.

Ørsteds Biografi