244 / 345
2 2 2
T I D E N T I L 1 8 3 5
ud af sin lidenskabelige Stemning og svare rolig paa en eneste
Indvending: „Det være langt fra mig at gengælde denne Tone.
Min Sag er for ren og sikker til, at jeg kunde komme i en saadan
Harme som den, der har bemægtiget sig min Modstander; og var
den ikke det, saa vilde jeg dog indse, at han ved sin modbydelige
Skældetone og sine evige trivielle Deklamationer vilde have for
dærvet det for sig hos Læserne. Det gør mig kun ondt, at jeg har
været Anledning til, at en Mand af Hr. Gönners Talenter og An
seelse har saaledes nedværdiget sig. En Beskyldning er der dog,
som jeg for mit Selvforsvars Skyld maa paa kraftigste Maade
give ham tilbage; den om Usandhed. Min Modstanders Værk
vrimler nemlig af saa grove Usandheder og Fordrejelser, at jeg
tvivler paa, at der vil findes Mage dertil i den hele tyske Littera
tur.“ Han undskylder ham dog med at være helt forblindet af
sin Lidenskab. Gönner hævdede bl. a., at Ørsted havde tildelt ham
en større Rolle ved Udarbejdelsen af Udkastet, end rigtigt var,
og Ørsted erkendte, at hans detaillerede Analyse af hvert Ord
kunde se ud som Chikane. Svaret er i hvert Fald skrevet med en
varm Pen, der af og til former en fyndig Ytring som denne: „En
Kriminalist, der ikke er hjemme i Retsvidenskabens øvrige Grene,
er for mig ganske utænkelig; ja jeg er overbevist om, at en purus
putus jureconsultus tillige er en slet Jurist, XI 1 S. 221.
Baade i disse over 600 Sider store Afhandlinger og i sine øv
rige Recensioner kom Ørsted ind paa alle mulige Æmner: almin
delige og specielle Strafferegler, legislative, processuelle og pøni-
tentiære Spørgsmaal. Han taler i 1815 om, „at ny fremmed Litte
ratur, især den juridiske, nu er saa sjælden i vor Boghandel“,
Nyt jur. Arkiv X S. 4; uden Lyset fra hans Lampe, der var tændt i
en rigere Tid end i de mere matte Perioder, man nu var inde i,
vilde der næppe være trængt synderligt af denne Kundskab ind
over vore Grænser. Og for ham selv som dansk Forfatter maatte
det være af største Betydning, at han saaledes ikke blot fulgte
med i men selv arbejdede med i den internationale Videnskab.
Et af de herhenhørende Æmner var
E dsvorneretternes
Hensigts
mæssighed. I Nyt jur. Arkiv X (1815) anmeldte han udførligt
et Skrift af Feuerbach herom. Indledningsvis bemærker han, at
den Opgave ved en hensigtsmæssig Organisation af Retsplejen
vedbørlig at sikre Straffelovenes Kraft og Uskyldighedens Rettig