239 / 345
T I D E N T I L 1 8 3 5
217
tvistes efter de derom givne Bestemmelser. Ørsted maa efter sine
Udtalelser antages at have fundet dette stemmende med Forhol
dets Natur, jfr. Hdbg. III S. 15. At Retsbetjentene (Underdom
merne) ikke uden højere Myndigheds Samtykke kunde overdrage
til andre at udføre deres Embedsforretninger, fastslog han i Jur.
Tidsskr. X 1 S. 243, og i Nyt jur. Arkiv XIII (1815) skabte han
Klarhed over Dommernes Ansvar for deres Embedshandlinger,
hvorom Anskuelserne var usikre. Han forstod 1-5-3 saaledes, at
der kun er Erstatningsansvar for Forsæt og grov Uagtsomhed
nemlig under Hensyn til, at Dommerne er pligtig at handle paa
eget Ansvar. For Forsæt var der tillige Strafansvar, og dette ud
videdes i nogle Tilfælde ved Fdg. 23 Dec. 1735 til at gælde for
grov Uagtsomhed nemlig som Bødeansvaret „pro meliori infor-
matione“ og tredje Gang Embedsfortabelse. Bevisbyrden for, at
Tab er lidt f. Eks. ved en Skyldners senere Insolvens, antages at
ligge hos den private.
Fdg. 17. Maj 1690 forbød at give særskilt Beskrivelse af præ
liminære Kendelser („Afskeder og Interlokutorier“ ), saaledes at
særskilt Paaanke derved udelukkedes. Forstaaelsen heraf var i
Praksis højst uklar, idet man indblandede Regler om Adgang til
øjeblikkelig Appel af Rettens Fornægtelse, hvilket anvendtes paa
selve Nægtelsen af at levere Beskrivelsen, ørsted fortolkede Be
stemmelsen efter dens Formaal at hindre Forhaling, hvorefter det
afgørende blev, om Dommeren byggede sin følgende Virksomhed
paa Kendelsen og derfor vilde standses ved Appellens suspensive
Virkning.
Skønt Ørsted er kommen med vægtige Udtalelser om mange
andre Retsplejespørgsmaal, maa der standses her, idet det straffe-
processuelle i Overensstemmelse med Datidens Systematik først
skal omtales i Forbindelse med Strafferetten, hvortil der nu gaas
over.
Indledningsvis hidsættes nogle Brudstykker af Fortalen til Afh.
om
G rundreglerne fo r S tra ffelo vg ivn in g en :
„Dette mit Arbejde
indskrænker sig ingenlunde til det i de filosofiske Skoler saa be
rømte Spørgsmaal om Kriminalrettens øverste Grundsætning.
Denne vist nok vigtige Undersøgelse har jeg endog fundet at kun
ne behandle forholdsmæssig kort. Derimod har jeg med særdeles
Omhu søgt at udvikle de mere praktiske Grundbegreber og Grund