237 / 345
T I D E N T I L 1 8 3 5
215
overveje de Forandringer, som de forskellige Medlemmer af Ret
ten kunde deri have foreslaaet. Den Tid, der saaledes medtoges,
kunde let sætte Retten ud af Stand til at fremme alle forekom
mende Sager. Denne Ulempe lod sig ikke forebygge ved en For
øgelse af Rettens Personale uden at give Slip paa saare væsent
lige Fordele, som vor Højesterets Organisation giver; thi dersom
Højesteret blev delt i flere Senater, saa bortfaldt for en stor Del
den Enhed og Fasthed i Grundsætninger, som den nærværende
Indretning giver; hvorhos ogsaa store Vanskeligheder vilde møde
med Hensyn til Advokaterne, der dog ikke kunde fungere ved
begge Rettens Afdelinger paa een Gang. Det er derfor i det mind
ste et Problem, om Kundgørelse af Højesterets Præmisser kunde
forbindes med den mundtlige Procedure og den hele øvrige Ind
retning af Højestretsprocessen, hvorved Landet i en saa lang
Række af Aar har fundet sig vel.“
Overfor Forf. Udredning af Principerne for Dommes Affattelse
tilraader Ørsted større Korthed og Begrænsning til Hovedpunk
terne. Han bemærker, at Dommeren i Almindelighed handler for-
sigtigst i ikke at udtale nogen bestemt Mening angaaende et eller
andet under Sagen omhandlet maaske meget indgribende Rets-
spørgsmaal, naar der gives andre for denne Sag mere særegne i
sig afgørende Grunde, der bestemmer hans Resultat. Derved vilde
han nemlig uden Nødvendighed være bunden, hvis der senere
forekommer en Sag, hvori hint Spørgsmaal nødvendigvis maa af
gøres. I særlig Grad maa dette anbefales i Retter af flere Med
lemmer, indenfor hvilke der altsaa i Løbet af nogen Tid kan
danne sig Flertal for en ny Mening. Overrettens Domme lader
derfor hyppig almindelige Retsspørgsmaal uafgjort ved at be
nytte Vendingen „om det endog in jure kunde antages . .. saa
dog“.
Om
H øjesteretsp ro ced u ren
havde Ørsted udtalt sig i en Anmel
delse i Nyt jur. Arkiv XII (1815) fortsat i Bd. XVII (1816), af
en Bog om Spørgsmaalet skriftlig eller mundtlig Procesmaade i
Højesteret. Forfatteren var hans fhv. Kollega Morgenstierne, se
foran S. 36, nu Kancelliraad Højesteretsadvokat og Søkrigsproku-
rør i Christiania, der med Henblik paa norske Forhold energisk
tog Ordet for mundtlig Procesmaade efter dansk Mønster dog
med nogle Ændringer saasom at Voteringsordenen skulde ske ved