234 / 345
2 1 2
T I D E N T I L 1 8 3 5
Bevismidlerne, Benægtelseseden er en Skærpelse af Erklærings
pligten. Heraf følger bl. a. Forskel i Henseende til, hvem der kan
stedes til at aflægge de forskellige Eder. Ørsted viser sig i sine
Retssammenligninger som en Tilhænger af Edens Anvendelse.
Han var endog tilbøjelig til at mene den anvendelig i visse
Straffesager, hvad Praksis allerede da var ved at arbejde sig bort
fra. Dette hans Standpunkt maa ses i Forbindelse med hans
stærke Hævdelse af den moralske Sandhedspligt, og som senere
skal vises hans Krav om meget strænge Straffe for Edens Misbrug
ved upaalidelige Retsforklaringer.
Sine Anskuelser om faldne
R etsa fg ø relsers R æ k k e v id d e ,
som
han havde fremsat som Dommer, jfr. S. 75, fastholdt og uddy
bede han i spredte Udtalelser, jfr. Jur. Tidsskr. II 2 S. 15 f., III,
S. 212 ff. og XIII, S. 167 ff. Dommen gælder kun Sagens Parter
og Tredjemand behøver altsaa ikke at appellere eller intervenere.
Heller ikke behøver Dommeren ex officio at undersøge Parternes
Kompetence.
Ogsaa til Spørgsmaalet om
Processens O m ko stn in g er
vendte
han tilbage i Afh. i Arkiv for Retsv., 5. Del (1828) efterat Fdg.
11. Aug. 1819 havde ændret Grundlaget. I Modsætning til tid
ligere kom han til det Resultat, at Retsvildfarelse efter Omstæn
dighederne giver Grund til at ophæve Omkostningerne, jvf. herved
1-6-13; men han vilde dog kun lade en virkelig og alvorlig Tvivl
have denne Virkning og stillede sig i Modsætning til Praksis, der
altfor let ophævede Omkostningerne ved særlig Tvivl.
Den ældre Afh. om
S tem m eflerhedens Udfin d else ved D om sto
lene
blev med Ændringer og Tilføjelser optaget i Eunomia III.
Her kan omtales nogle Betragtninger om
D omm es A ffa ttelse
og B egrund else
særlig ved Højesteret, som Ørsted til forskellig Tid
fremsatte. I Jur. Tidsskr. XIII 1 (1827) anmeldte han en Bog af
Professor i Kiel Rudolph Brinkmann om dette Æmne. Forf. tager
Ordet for ved de slesvigske og holstenske Retter at give Parterne
Adgang til at lære Domsgrundene at kende, som de dengang ikke
havde, hvad Ørsted naturligvis tiltraadte. Forsaavidt Forf. havde
udviklet, at hvor Dommen afsiges uden Præmisser, er det umu
ligt for en Dommer ved sit Embedes Udøvelse at erhverve en vel
grundet Anseelse som kyndig og skarpsindig retslærd, og at Dom
stolen aldrig vil kunne vinde den offentlige Tillid, ligesom der