235 / 345
T I D E N T I L 1 8 3 5
213
ikke vilde opstaa en ensformig og sig selv lig Praksis, bemærker
Ørsted, at vi her i Riget i Højesteret har et kraftigt Erfarings
bevis for det modsatte: Dog „maa jeg herved bemærke, at hvad
der gælder med Hensyn til Højesteret, ingenlunde kunde være
gældende for andre Domstole. Den offentlige Procedure og den
Omstændighed, at Sagen allerede forud er paakendt ved andre
Retter, hvis Domme enten stadfæstes eller forandres, gør, at man
for det meste kan af selve Sagens Udfald nogenlunde slutte sig til
den Hovedgrund, hvorved dette er blevet motiveret. Hvad Hr.
Forf. anfører om, at Dommere, der ikke skal give Præmisser til
deres Domme, let kan lade sig beherske af ubestemte, uklare Fø
lelser og derved undgaa den Møje, som grundig Eftertanke for
drer, er aldeles uanvendeligt, hvor Rettens enkelte Medlemmer,
skønt ingen Domspræmisser kundgøres, dog omhyggeligen maa
motivere deres Votum, thi ingen kan være ligegyldig ved at ved
ligeholde sine Kollegers fordelagtige Mening om den Indsigt og
Omhu, hvormed han behandler sit Embede. De i Voteringsproto
kollen opbevarede Grundsætninger og Lovfortolkninger, hvorpaa
en Dom er grundet, og hvilke tillige er bevarede hos Rettens en
kelte Medlemmer dels i disses Hukommelse dels i private Opteg
nelser, sikrer og mod den af Forf. befrygtede Ulempe, at Retten
ideligen skiftede Meninger og Synspunkter, og det er bekendt, at
vor Højesteret netop holder stærkt over Præjudikater og yderst
sjældent omskifter Grundsætninger og Lovfortolkninger. Man maa
ingenlunde forveksle en saadan Omskiftning med blotte Nuance
ringer i de Maksimer, hvorfra man gaar ud ved Anvendelsen af
de Normer, der ingen nøjagtig Bestemthed har f. Eks. større
Lempelighed eller Strænghed i Bevisernes individuelle Bedøm
melse, i Straffes Udmaaling o. s. v. I saa Henseende kan let Tid
efter anden foregaa e n ' Forandring, der fra først af er næsten
umærkelig men efter længere Perioders Forløb kan blive betyde
lig. Dette kunde imidlertid heller ikke beskrevne og kundgjorte
Domspræmisser forebygge, og det var heller ikke
ubetinget
ønske
ligt, at det blev forebygget.“ Ørsted nævner den Fordel ved künd
bare Domspræmisser, at de bidrager til at udvikle og befæste
Retsvidenskaben, men naar Forf. ytrer, at Fordelen bortfalder,
hvor Lovgivningen har bundet Dommeren til bogstavelig An
vendelse af Lovene, spørger han, om der gives nogen Stat, hvor