AndersSandøeØrsted

216

T I D E N T I L 1 8 3 5

Lodtrækning, at Assessorer og Advokater skulde offentlig konkur

rere om deres Poster og at Selvmøderens Adgang til at lade op

læse et skriftligt Indlæg skulde bortfalde. Han udtalte sig mod at

meddele Præmisser væsentlig for at Retten ikke skulde binde sig

ved sine Præjudikater.

Af de nævnte Ændringer tiltraadte Ørsted kun den første,

og han hævdede, at den skriftlige Procedure ikke havde saa be

tydelige Mangler i Sammenligning med den mundtlige, som Forf.

antog. Alt ialt mente han ikke, at den mundtlige Form gjorde

Behandlingen hurtigere for alle Vedkommende, og han kunde ikke

indrømme, at Behandlingen af skriftlige Sager var løsere. Morgen

stiernes Mening om Præjudikater, som han var bekendt med fra

sin Hof- og Stadsretsperiode, kunde han aldeles ikke tiltræde.

Han vilde dog ikke bestemt udtale sig for, at Højesteret burde

give Præmisser og siger, at han overalt finder det betænkeligt i et

Institut, der saa hæderligt har staaet Tidens Prøve, at gøre nogen

væsentlig Forandring. Sluttelig berører han et Forslag, gjort af

Collet „for en Del Aar siden, da denne Genstand hørte til Dagens

Orden i vor Litteratur“, nemlig at de Tilforordnede skulde

votere

fo r aabne D</>re:

„Næppe vilde noget være mere fordærveligt for

Retsplejen end dette Forslags Udførelse. Naar Retten ikke blev

besat med Væsner, der var hævet over menneskelige Svagheder,

vilde Følgen ufejlbar blive, at Lyst til at gøre et behageligt og

Frygt for at frembringe et ubehageligt Indtryk paa den tilstede

værende for en stor Del uforstandige og ofte lidenskabelige

Mængde fik en Indflydelse paa Voteringen, som vilde gøre Sand

heden og Retfærdigheden det største Afbræk. I Særdeleshed kunde

da ikke Dommen længere blive et Resultat af fælles Overlæg og

Bestræbelse for at udfinde det rette; thi hvo vilde vel nedsætte

sig i det tilstedeværende Publikums Øjne ved at fratræde den

Mening, han engang havde ytret om endog hans Collegers Vota

havde bevist ham, at han i en eller anden Punkt havde fejlet? At

det ofte vilde blive vanskeligt for de tilstedeværende at høre end

sige at fatte og samle de fremsatte Grunde, og at deraf vilde

flyde hyppige Misforstaaelser, er og indlysende .. .“

Med Hensyn til

R ettern es og D om m ern es S tillin g

kan anføres,

at Inkompetence til uden særlig Bemyndigelse at paakende Spørgs-

maal om Øvrighedsmyndighedens Grænser næppe kunde om