AndersSandøeØrsted

T I D E N T I L 1 8 3 5

2 1 1

Med Hensyn til Kravet om Forklaringernes Overensstemmelse ad

varer han mod ogsaa at kræve Overensstemmelse i Henseende til

Maaden, hvorpaa den samme Ting er erfaret. En fuldstændig

Fremstilling af Reglerne om

V idnesagens

processuelle Anordning

slutter den store Afhandling.

I Afh. i Nyt jur. Arkiv V (1813) havde han leveret en lignende

Oversigt over

S yn s- og G ranskn ings

Forretningerne, et Æmne som

Forgængerne ikke havde dyrket stærkt. Ejendommelig er her den

gennemførte Sondring mellem Synsforretninger som analoge med

Forklaring af specielt tilkaldte Vidner og Skønsforretninger som

analoge med Dommervirksomheden. Han antog, at Skønsmænde-

nes Stemmer maatte sammenregnes med Overskønsmændenes, hvis

der derved udkom en anden Majoritet end indenfor Overskønnet

taget for sig.

D o kum entbeviset

er, forsaavidt offentlige Dokumenter angaar,

behandlet af ham i Afh.n om Vidner S, 420 ff. og 465 ff. Kun

hvor Embedsmandens Erklæring foreligger i de bestemte lovlige

Former, afgiver den fuldt Bevis, og overfor Nørregaard hævdede

han, at Modbevis ikke var udelukket. Betydningsfuld var ogsaa

hans nye Opfattelse af private Dokumenters Beviskraft. Fordi den

angivne Udsteders Adgang til at fralægge sig Dokumentet under

Ed, jfr. D, L. 5-1-6, betegnedes som exceptio manus, opfattede

man det saaledes, at han havde Bevispligten, at altsaa det private

Dokument i sig selv var relativt bevisende, hvorved man kom til,

at det overfor et Dødsbo kunde suppleres med Producentens Sig

telse eller endog undvære denne. Ifølge Ørsted havde det ingen

Beviskraft men kun det Beneficium, at Fralæggelsen kunde kræ

ves bestyrket ved Ed, naar Vedkommende var i Stand til at af

lægge den, Eun. I S. 204 ff., 222 ff.

Paa grundlæggende Maade behandlede Ørsted ogsaa i Vidne-

afh. Læren om

M odb evis

og Kollision mellem Bevismidler af

samme eller forskellig Art. Loven gav her ingen Rettesnor og de

af ham udviklede Synspunkter blev fremtidig normgivende.

Endelig var der Æmnet

P arters E d,

hvortil Ørsted vendte til

bage i Eunomia I, og hvor han tidlig havde været den, der bragte

Klarhed tilveje. Ligesom i Afh. om Vidner leverer han sin Frem

stilling paa bred Basis under Jævnførelse med fremmed Lovgiv-

ning og fremmed Litteratur. Kun Sigtelseseden har Plads mellem