AndersSandøeØrsted

206

T I D E N T I L 1 8 3 5

III S. 492 ff. Begge Parter har en Pligt til at udtale sig om Sa

gens Faktum, og den Part, der ikke inden behørig Tid eller med

behørig Bestemthed har meddelt sin Erklæring, maa taale, at hans

Tavshed, Tilbageholdenhed eller Forsømmelse udlægges saaledes,

at han, forsaavidt den bestemte Modsigelse mangler, antages at

erkende de faktiske Omstændigheder, hans Modpart har opstillet.

Det ligger heri, at den erklærende ikke kan dække sig ved at tage

et ubestemt Forbehold, ligeledes at det bliver uden Betydning, om

han ikke var berettiget til at give Afkald; der foreligger nemlig

en Præklusion og ikke et Samtykke. Han fik ogsaa Bugt med den

Praksis, der ikke kunde faa Benægtelserne specielle nok og endog

benægtede Modpartens Beviser.

I Konsekvens heraf maatte Ørsted, jfr. foran S. 115 slutte sig

til den i Praksis fulgte Opfattelse af den rette Virkning af

In d 

stæ vntes U d eblivelse

første Tægtedag, nemlig at han anses at have

forsømt at bestride Sagsøgerens Fremstilling, der lægges til

Grund medmindre den svækkes ved sit eget Indhold, Jur. Arkiv

Nr. 3 (1804). Hurtigkarl fastholdt Teoretikernes modsatte Me

ning, saa at Ørsted i Afhandlinger i Juridisk Tidsskrift 2. Bd.

maatte vende tilbage til Æmnet.

Spørgsmaalet om, i hvilket Omfang der er Adgang til

K ontra

søgsm aal

for Modkrav, kom ogsaa hurtig til at beskæftige ham.

Efter Loven gav „rigtigt og purt Haandskrift“ Ret til at faa af

vist illikvide Modfordringer (saadanne, der ikke støttes paa

Haandskrift), men dette var ikke Tilfældet, blot fordi Sagsøge

rens Fordring ikke blev bestridt. Retten til med et konneks Mod

krav at drage Sagsøgeren fra hans sædvanlige Værneting for at

opnaa Kompensation bestod ogsaa overfor Haandskriftskrav, naar

Modkravets Rigtighed ikke blev bestridt. Disse Resultater blev

overfor Uklarhed i Teorien fastslaaet i Domme paa hans Tid.

Senere, Hdbg. VI S. 458 ff., fastslog han, at der uanset Afvigel

sen fra den sædvanlige Værnetingsregel maatte kunne gives posi

tiv Dom for det overskydende, saaledes at Delingen blev und-

gaaet.

I en Afh. i Jur. Tidsskr. 1821 behandlede Ørsted

Intervention

og andre Handlinger, hvorved en Rettergangstrætte udvides til

flere Personer end dem, der oprindelig har taget Del i den; hans

Udviklinger heri er dog ikke helt trængt igennem.