AndersSandøeØrsted

T I D E N T I L 1 8 3 5

209

Læren om den saakaldte kvalificerede Tilstaaelse — den med visse

Indskrænkninger forbundne Tilstaaelse — hvor han kommer til

det Resultat, at der ikke kan eftergives den tilstaaende nogen Del

af Bevispligten. Hovedbetydningen laa formentlig i de af Ørsted

opstillede Specialregler og Eksempler, hvorimod det maa ses som

en Mangel, at han gav efter for Tidens Tilbøjelighed til at op

stille et øverste Princip, hvorfra der skulde deduceres, i Stedet

for blot at lade Principet være Retsplejens Tarv, jfr. Nellemann

S. 122 f.

De forskellige Bevismidler fik i dette Tidsrum en udførlig Be

handling i afsluttende Fremstillinger. Afhandlingen om

egen Til-

staaelses

juridiske Virkning i civile Retstrætter, Eun. III S. 462 ff.,

bragte paa det rene, at den først og fremmest gælder som D is

position over Sagens Genstand og forsaavidt ikke er Bevismiddel,

men at den ved Siden deraf ogsaa paa samme Maade som i Straffe

processen og ifølge samme Synspunkt kan faa Virkning som Be

vis for Rigtigheden af det indrømmede Faktum.

Ørsteds Behandling af

V id n elo vg iv n in g e n ,

se Eun. IV, blev

mere end en Afhandling, den blev Grundlag for en ny Retsdan-

nelse, der først senere ved Fdg. 8. Sept. 1841 blev optaget i den

skrevne Ret, jfr. Nellemann S. 130. Han stod overfor D .L .s stive

Regler, og opfattede dem delvis uhistorisk som positive Ind

skrænkninger i den frie Bevisbedømmelse. Han gik nemlig ud

fra, at denne ogsaa efter Lovbogen maatte tilkomme Dommeren

overalt, hvor den ikke udtrykkelig var udelukket, og denne hans

Anskuelse blev reciperet af Retterne. Legislativt var der kun

Grund til at glæde sig over denne Udvikling. Af Ørsteds herhen-

hørende Udviklinger skal nogle Træk anføres. De mange kyndige

og modne Betragtninger, han anstiller i sine Vurderinger af Vidne

beviset, bevarer deres Værdi ogsaa efter Indførelsen af den frie

Bevisbedømmelse.

Efter Gennemgangen af 1-13-19 om de paa Grund af „Udædisk-

hed“ eller Æreløshed

u lo v fa ste V id n er

opkaster han det Spørgs-

maal, om Loven kun vil kendes ved fuldt lovfaste og helt ulov-

faste Vidner, hvad han besvarer benægtende: „Det lader sig ikke

ved faste og nøjagtige Fornuftlove bestemme, hvad der skal an

ses for juridisk Bevis; og den Sætning, at to fuldgyldige Vidners

enstemmige Forklaringer skal anses for et tilstrækkeligt Bevis,

Ørsteds Biografi