Previous Page  226 / 345 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 226 / 345 Next Page
Page Background

204

T I D E N T I L 1 8 3 5

rettiget til en Handling, hvoraf Tab og Skade for en anden fulgte,

og dog være ansvarlig for dette Tab, denne Skade (qui suo jure

utitur, injuriam non committit). Hvor urimeligt, at en Dommer,

der ved en retfærdig Dom, et Vidne, der ved at udsige en Sandhed,

skadede nogen, skulde give denne Erstatning, eller at en saadan

kunde fordres af den, der ved en Opdagelse, ved at fortrænge en

Mode, ved at fraraade et vist Forbrug eller andre deslige Midler

indskrænkede en andens Næring og Indtægt, eller af den, der

overbød en anden paa en Ejendom eller Varer, som han vilde

købe, og derved hindrede ham i at gøre et fordelagtigt Køb o. s. v.“

Ved Nødret er Handlingens relative Lovlighed betinget af, at der

gives Erstatning. Dernæst krævede han, at Retsbruddet var ud­

ført af en tilregnelig, og det baade efter Forholdets Natur og

efter Lovgivningen. De rasendes Foretagender maa betragtes som

Naturvirkninger; noget andet er, at de selv maa bekoste deres

Bevogtning. Den tilregnelige Person maa endelig have haft For­

sæt til at bevirke Skaden eller have udvist Uagtsomhed. Om dette

sidste Begreb bemærkes bl. a.: „At fordre den højeste i sig mu­

lige Agtpaagivenhed, vilde være en Urimelighed, da de mange

Genstande, mellem hvilke Mennesket i det daglige Liv har at

dele sin Opmærksomhed, ej tilsteder den mest spændte Opmærk­

somhed paa enhver enkelt Genstand. Det er derimod kun den Op­

mærksomhed, som en forstandig Mand vilde med Hensyn til Gen­

standens Beskaffenhed have anvendt paa samme, hvis Handlingen

blot angik ham selv, der kan udgøre Maalestokken, og denne Op­

mærksomheds Grad kan alene den sunde Forstand og Dømme­

kraft in concreto bestemme. Vore Love har og paa mangfoldige

Steder erkendt, at Ansvar ikke begrundes derved, at en større

Forsigtighed i og for sig havde været mulig men at der maa ses

paa det billige, sædvanlige og til det virkelig Liv passende . . .

Naar saaledes ingen skarp Grænse kan trækkes mellem de Uheld,

der i Lov og Ret bør betragtes som Hændelse (et Begreb, der efter

det forhen udviklede ingenlunde bør i Retslæren tages i meta­

fysisk Forstand) og dem, der maa tilskrives Uagtsomhed, men

Graden af den Agtpaagivenhed, der bør vises, maa bero paa, hvad

der med Hensyn til det borgerlige Samlivs Tarv billigen kan for­

dres, saa kan denne Fordring vist ogsaa være at lempe efter Na­

turen af det Retsforhold, hvori den, der sigtes for at have ladet