![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0226.jpg)
204
T I D E N T I L 1 8 3 5
rettiget til en Handling, hvoraf Tab og Skade for en anden fulgte,
og dog være ansvarlig for dette Tab, denne Skade (qui suo jure
utitur, injuriam non committit). Hvor urimeligt, at en Dommer,
der ved en retfærdig Dom, et Vidne, der ved at udsige en Sandhed,
skadede nogen, skulde give denne Erstatning, eller at en saadan
kunde fordres af den, der ved en Opdagelse, ved at fortrænge en
Mode, ved at fraraade et vist Forbrug eller andre deslige Midler
indskrænkede en andens Næring og Indtægt, eller af den, der
overbød en anden paa en Ejendom eller Varer, som han vilde
købe, og derved hindrede ham i at gøre et fordelagtigt Køb o. s. v.“
Ved Nødret er Handlingens relative Lovlighed betinget af, at der
gives Erstatning. Dernæst krævede han, at Retsbruddet var ud
ført af en tilregnelig, og det baade efter Forholdets Natur og
efter Lovgivningen. De rasendes Foretagender maa betragtes som
Naturvirkninger; noget andet er, at de selv maa bekoste deres
Bevogtning. Den tilregnelige Person maa endelig have haft For
sæt til at bevirke Skaden eller have udvist Uagtsomhed. Om dette
sidste Begreb bemærkes bl. a.: „At fordre den højeste i sig mu
lige Agtpaagivenhed, vilde være en Urimelighed, da de mange
Genstande, mellem hvilke Mennesket i det daglige Liv har at
dele sin Opmærksomhed, ej tilsteder den mest spændte Opmærk
somhed paa enhver enkelt Genstand. Det er derimod kun den Op
mærksomhed, som en forstandig Mand vilde med Hensyn til Gen
standens Beskaffenhed have anvendt paa samme, hvis Handlingen
blot angik ham selv, der kan udgøre Maalestokken, og denne Op
mærksomheds Grad kan alene den sunde Forstand og Dømme
kraft in concreto bestemme. Vore Love har og paa mangfoldige
Steder erkendt, at Ansvar ikke begrundes derved, at en større
Forsigtighed i og for sig havde været mulig men at der maa ses
paa det billige, sædvanlige og til det virkelig Liv passende . . .
Naar saaledes ingen skarp Grænse kan trækkes mellem de Uheld,
der i Lov og Ret bør betragtes som Hændelse (et Begreb, der efter
det forhen udviklede ingenlunde bør i Retslæren tages i meta
fysisk Forstand) og dem, der maa tilskrives Uagtsomhed, men
Graden af den Agtpaagivenhed, der bør vises, maa bero paa, hvad
der med Hensyn til det borgerlige Samlivs Tarv billigen kan for
dres, saa kan denne Fordring vist ogsaa være at lempe efter Na
turen af det Retsforhold, hvori den, der sigtes for at have ladet