221 / 345
bliver bestaaende. Naboerne til en Ejendom kan ikke erhverve nega
tive Servituter over denne derved, at Ejeren mulig paa Grund af
Forbud ikke har benyttet den paa en vis Maade. Ved Alders Tid
vilde de ældre Forfattere kun forstaa 20 Aars Tid, men Ørsted lod
det omfatte Tiden indenfor menneskelig Erindrings Grænse. Han
fastslog fremdeles, at Servituters Fortabelse ikke indtraadte ved
manglende Udøvelse men kun ved fortsat modstridende Brug.
Foræ ldelsesreglen
i 5-14-4 paavistes af Ørsted overfor de? ældre
Forfattere at omfatte Pantebreve, dog ikke naar der forelaa Haand-
pant eller Pant til Brugelighed, jfr. Nyt jur. Arkiv 1812. Analogisk
anvendte han Budet paa mundtlige kontraktmæssige Fordringer,
Namsdomme og Erstatningsfordringer, sidstnævnte regnet fra Kre
ditors Kundskab om Fordringen. Overfor Forfatternes Tvivl fast
slog han, at Gældsbrevets Udstedelsesdag er Fristens Udgangspunkt
og ved betingede Kontrakter Betingelsens Indtræden. Medens de
fleste Forfattere kun ansaa Debitors Vedgaaelse for afbrydende,
medtog Ørsted ligesom Brorson Paakrav fra Kreditors Side der
under forkyndt Forligsklage.
Af de tingsretlige Æmner skal endnu gøres nogle Bemærk
ninger om
P ant,
der udførlig behandles i Hdbg. VI. Man opstil
lede ved Siden af Underpant og Haandpant som en tredje Klasse:
Pant til Brugelighed. Ørsted viste, at denne tredje Klasse ikke
var en særlig Art Pant, og at, naar Talen var om fast Ejendom,
Tinglysning ikke kunde undværes ved Stiftelsen, selv om Retten
betegnedes som Pant til Brugelighed eller Haandpant. Naar Tin
gen overleveredes til Tredjemand, kunde ifølge Ørsted ogsaa
Haandpant stiftes, hvis denne vilde besidde paa Panthaverens
Vegne f. Eks. saaledes, at denne fik sekundært Haandpant, men
Pantsætteren kunde ikke beholde Tingen i sit Værge. Ved Haand
pant i Fordringer antog han Panthaveren berettiget til at inddrive
selve Fordringen. Imod Hurtigkarl antog han, at Panthaverens
Pligt til Agtpaagivenhed ikke var begrænset ved Hensynet til Agt-
paagivenhed i egne Anliggender. Naar det i et ældre Reponsum
var antaget, at et utinglyst Pantebrev i fast Ejendom gav Fortrin
overfor andre personlige Kreditorer, saa paaviste han det urigtige
i at antage, at Parterne uden Støtte i Loven kunde vedtage noget
med Konsekvens alene for Tredjemand. Ligeledes paaviste han,
at rette Sted for Tinglysning ved Pant i Løsøre ikke var det eller
T I D E N T I L 1 8 3 5
199