219 / 345
T I D E N T I L 1 8 3 5
197
er foregaaet, eller og Kredit paa Grund af en særlig Overenskomst
derfor er givet, kan Ejendoms Afstaaelse ingenlunde siges at være
fuldbragt . . . . Stundom sker det imidlertid, at Overleverelsen ikke
straks gaar for sig, naar Købesummen betales; og da synes, hvis
ellers intet andet foretages, hvorved Tingen desuagtet stilles til
Køberens Raadighed, denne ikke endnu at have erhvervet den Ret,
der ordentligvis erhverves umiddelbart ved Købesummens Betaling,
saaledes som omvendt denne Ret, hvis Tingen udleveres ham paa
Kredit, antecipando overdrages ham. Vel kunde man anføre, at da
Sælgeren allerede ved Købekontrakten har tabt den moralske eller
juridiske Mulighed at disponere over det solgte til Fordel for en
anden, saalænge Købekontrakten endnu er i Kraft, saa mangler der
ham den retlige Mulighed at raade over Tingen, som udgør Ejen
domsrettens Væsen, og at denne Rettighed altsaa ikke kan blive hos
ham, følgelig da Tingen dog ej kan være herreløs, maa tilkomme
Køberen. Men dette er kun at indhylle sig i Ord . . . Sælgeren
kan ..., uagtet han ikke uden for sin Person at begaa Uret kan
udøve nogen Raadighed over Tingen, som modsiger den indgaaede
Købekontrakt, dog beholde Myndighed til retsgyldigen at foretage
saadan Disposition.“ At Tingen fysisk skal overleveres, kræves alt
saa ikke. Beholder Sælgeren Tingen uden f. Eks. at afgive Pakhus
nøgler eller Konnossement, er det en ny og ganske forskellig Besid
delse, han nu udøver. Sælges f. Eks. Træer paa Roden, der derpaa
staar til Afhentning af Køberen, er han bleven raadig over dem.
Ved Salg af Ejendommen maa mulig de ufældede Træer følge
denne, men var de fældede, vilde Skovejeren blive Tyv ved at til
egne sig dem. Lovbudene antages ikke at indeholde noget mod det
udviklede stridende undtagen ved fast Ejendom, hvor 5-3-32 an
tages at kræve egentlig Overdragelse, jfr. Hdbg. IV, S. 376 ff.
Hævd og P ræ skrip tio n
blev traditionelt i Videnskaben og tildels
i Lovgivningerne sammenstillede som et fælles Retsinstitut nemlig
dette, at Retsforhold kunde forandres ved en Rettigheds Udøvelse
eller ikke-Udøvelse i en vis Tid. Saaledes ogsaa hos Nørregaard og
Hurtigkarl med en deraf følgende Tilbøjelighed til at overføre Reg
ler fra det ene til det andet. For Ørsteds Kritik, jfr. Hdbg. IV,
S. 306 ff., maatte denne Sammenblanding bortfalde. Ligesom Loven
gav adskilte Regler, var Grundene forskellige. Om Grundlaget for
Hævd er foran talt. Som Præskriptionens Grund angav Hurtigkarl