220 / 345
198
T I D E N T I L 1 8 3 5
dette at ville straffe den rethavendes Skødesløshed i at varetage sin
Ret, hvortil Ørsted bemærker, at Grunden „maa meget mere søges
deri, at en Rettighed, som i meget lang Tid har været upaatalt,
sandsynligen ikke er nogen virkelig og endnu vedvarende Ret, men
at den enten oprindeligvis lider under en Mangel eller og siden er
ophævet ved en Begivenhed, som det efter saa lang Tids Forløb
ikke længere er muligt at bevisliggøre, og at det i alt Fald vilde
være haardt, om Forandringer, der formedelst den rethavendes Tavs
hed i lang Tid var gaaet ud af den forpligtedes Erindring, skulde
kunne gøres gældende. Men ved Siden af disse positive Grunde har
uden Tvivl den Betragtning gjort Udslag, at den rethavende, hvis
hans Fordring endog i alle Henseender er velgrundet, maa tilskrive
sin egen Ligegyldighed Tabet, ligesom det og for ham maa være
mindre haardt at forskertse det, hvorom han i saa lang Tid ej har
bekymret sig, end for den anden Part at blive overrasket af en
aldeles uventet Fordring. Enkelte Arter af Præskriptioner er derhos
bygget paa særegne Grunde.“ Naar det antoges, at Hævd ikke kunde
vindes af den, der besad med fejlfuld Adkomst, gjorde Ørsted op
mærksom paa, at Loven ved at udelukke Panthaver, Laantager, Leje
tager og Depositarius kun udelukker dem, der kontraktmæssig er
bundne til at anerkende Ejerens Ret, og som han derfor ikke har
Grund til at rejse Paatale overfor, men anderledes er det, naar
nogen hævder at sidde som Ejer. Hvad de subjektive Betingelser
angaar, vilde man kun nægte Adgangen, naar en Misgerning var
begaaet ved Erhvervelsen, medens Grænsen efter Ørsted vel ikke
kunde sættes ved Kundskab om manglende Adkomst men ved Til
stedeværelsen af Erstatningspligt. Med Hensyn til Hævdstidens Af
brydelse antager Ørsted, at Besidderen i de 20 Aar kan med
regne den Tid, hvori Tingen har været frakommet ham paa en
Maade, der tillod ham at søge den tilbage fra Ihændehaveren.
Forfatterne gav Hævden et besynderlig vidt Omraade: baade
legemlige og ulegemlige Ting kunde ifølge den hævdes, naar de
blot var i Handel og Vandel. Det blev Ørsteds Sag at paavise
Begrænsningerne saaledes ved Servituter, at kun de synbare kan
erhverves ved 20-aarig Hævd, jfr. Arkiv f. Retsv. VI, S. 319 ff. Han
begrundede iøvrigt her Hævdsadgangen i Ejerens stiltiende Sam
tykke eller derpaa, at han ialtfald ved sin Ligegyldighed overfor
den synbare Indretnings Tilstedeværelse kunde forskylde, at den