216 / 345
194
T I D E N T I L 1 8 3 5
være sikret ved en aabenlys og i sin Form aldeles uforkastelig
Handel, indgaaet med en Person, der er aldeles umistænkelig, ja
vel endog har en særdeles Bemyndigelse til at handle med deslige
Ting, eller om man ikke i det mindste skulde indrømme den, der
havde slig Erhvervelse for sig, Adgang til at faa sine udlagte Penge
igen, naar den forrige Ejer ligefuldt maatte anses berettiget til at
søge Tingen tilbage fra En. Endnu mere har det for sig, at den
Ejer, der ved Laan, Forvaring, Pantsætning eller paa anden Maade
selv har afstaaet Tingens Besiddelse til en anden, maa lade sig nøje
med Regres til sin Medkontrahent, saafremt denne har misbrugt
den ham viste Tillid ved at afhænde eller pantsætte Tingen til
tredje Mand. Alle disse Indskrænkninger i Ejendomsretten findes
og hjemlede i adskillige Folks ældre og nyere Love.“ Det er Hen
synet til den borgerlige Samhandels Betryggelse, som han gør gæl
dende altsaa ogsaa de indirekte interesseredes Interesse i, at deres
objektivt behørige Erhvervelser kan forbindes med Følelsen af
Tryghed.
I Afh. om Grundsætningerne for det dansk-norske
H ypotekvæ sen
sammenholdt med fremmede Staters udtaler han fra samme Syns
punkter Betænkelighed ved at give Adgang til Underpant i Løsøre:
„Men, saafremt det tillades at give Hypotek i deslige Gods, kan en
Mands samtlige Ejendele, naar almindeligt Pant hjemles endog de
tilkommende, forsikres en enkelt Kreditor. I saadanne Tilfælde bli
ver der sjældent noget tilovers for de øvrige Kreditorer dem und
tagne som Lovene har privilegeret fremfor deslige Pant. Naar
Lovene saaledes som hos os hjemler en uindskrænket Vindikations
ret, saa bliver og slig Hypotecering ikke lidet betænkelig for Sik
kerheden i Erhvervelsen af rørlige Ting. Det Gods, som er givet en
Kreditor til Underpant, maa nemlig Panthaveren, hvis Pantsætteren
har afhændet samme eller givet det i haandfaaet Pant, kunne søge
tilbage fra den troskyldige Besidder, forsaavidt det til Dækningen
af hans Fordring behøves. Det er derhos kun tilsyneladende, at
Pantebrevets Indførelse i Pantebogen sætter tredje Mand i Stand
til at tage sig vare for saadan Skade. Det daglige Livs Tarv til
steder ingenlunde, at man ved at tilforhandle sig en eller anden
rørlig Ting gaar til Pantebogen for at erholde Kundskab om, hvor
vidt Sælgeren maatte have pantsat samme. Men derhos kan Pante-
registrene aldrig være saa sikre og oplysende i Henseende til slige