217 / 345
T I D E N T I L 1 8 3 5
195
Pantsættelser, som i Henseende til Pantsætningen af faste Ejen
domme; de forlader En endog ganske, naar Tingen er gaaet gen
nem en Mellempersons Hænder. Adskillige fremmede Love, som
og tilsteder fiypotek i rørligt Gods men som ikke har optaget den
omfattende Vindikationsret, vore Love hjemler, men derimod hyl
der den gamle germanske Grundsætning „Hand musz Hand wehren“
har og i Overensstemmelse med denne Grundsætning i dennes i
ældre Tid antagne Betydning nægtet Hypotekhaveren i rørligt Gods
Ret til at holde sig til samme, naar det med retsgyldig Adkomst er
kommet i en troskyldig Besidders Værge, indskrænkende en saadan
Panthaver til en Fortrinsret til at nyde Betaling af det pantsatte
Gods, saalænge det findes i Debitors Besiddelse, eller naar det ulov-
ligen maatte være erhvervet af den senere Besidder“, jfr. S. 113 ff.
Nævnte udførlige Afhandling drejer sig helt igennem om, hvad der
behøves til Sikring af Ejendomsrettighederne i videre Forstand over
for Tredjemand, der ikke har kontraheret med den berettigede, og
gaar altsaa ud fra dennes selvstændige, Ejendomsretten begræn
sende Beføjelser.
Hermed stemmer ogsaa, at han i Stedet for med Nørregaard at
begrunde
E jen d om shæ vd en
derpaa, at Ejeren ved ikke at gøre
Retten gældende maa antages at have givet Afkald paa den, opfat
ter den som en selvstændig Retserhvervelse: „Den egentlige Ejen
domshævd retfærdiggøres derved, at den er aldeles fornøden, naar
den, som ved en i sin Form retmæssig Adkomst har erhvervet en
Ejendom, nogensinde skal være sikker paa, at denne virkeligen bli
ver hans Ejendom og ikke kan blive ham fravunden af en fysisk
eller moralsk Person, der kan godtgøre, at Tingen for en lang
Række af Aar siden har tilhørt ham eller nogen, i hvis Sted han
træder, uden at det kan oplyses, at den senere lovligen er bleven
ham fraskilt. Naar en Ejendom skal kunne søges tilbage fra enhver
Besidder, hvorledes denne end maatte være kommen til sin Besid
delse, vilde man, hvis Hævds Indførelse ej noget modererte dette
Princip, aldrig kunne vide sig sikker mod en saadan gammel For
dring,“ jfr. Arkiv f. Retsv. VI, S. 319 f.
Ørsteds Bidrag til Læren om
T ilvæ k st og F rem bringelse
maa
ogsaa nævnes i denne Forbindelse. Af N. L. 5-11-5 om Elvesengens
Forandring udledtes det Princip, at Grundejerens Omraade ikke
*ndres ved Naturens Ændring af Arealets Udseende, dog at Til-