AndersSandøeØrsted

202

T I D E N T I L 1 8 3 5

de Indsigelse, og tillige er det ligesaa vel i disse Tilfælde som i

det, der er Forordningens Genstand, Udstederens egen Skyld, at

han for Tredjemand apparerer som Debitor, hvor han ikke virke-

ligen er det, eller for et større Beløb end han virkeligen er det.“

5. Bd. S. 173 f. Han anser Fdg.n anvendelig paa Sparekassebøger

og Recepisser for haandfaaet Pant derimod ikke paa Doms- eller

Forligsakter, jfr. Afh. i Jur. Tidende (1822). Grundsætningen om,

at der maatte ske Paategning paa Gældsbrevet, gjorde han ogsaa an

vendelig paa Erhvervelsen af Rettigheder over Gældsbrevet, og om

Debitors Betaling udtalte han S. 141 f.: „Uagtet Debitor er plig

tig at forvisse sig om dens Kompetence, til hvem Betaling erlæg

ges, saa kan dette dog ikke, hvor Gælden er bygget paa Haand-

skrift, strække sig videre end til, at denne Person er i Besiddelse

af Gældsbrevet i Forbindelse med en i sin Form tilstrækkelig

Fuldmagt eller Cession. Dersom Fuldmagten eller Transporten

ikke desto mindre skulde være falsk, bør dette ikke komme ham

til Skade, da der ikke efter Lovenes Grundsætninger og heller

ikke uden at bebyrde den borgerlige Samhandel med overdrevne

Forsigtighedsregler, kan fordres videre Legitimation af den Ved

kommende. Ved de offentlige Kasser og ved Pantebøgerne vilde

det især faa en højst besværende Indflydelse, om der, uagtet de

originale Gældsbreve fremkom til Paategning, Ekstradition eller

Udslettelse, kunde fordres et nøjagtigt Bevis for Fuldmagters,

Cessioners eller Kvitteringers Underskrift af de Personer, i hvis

Navn de var udstedte, hvilket dog blev ueftergiveiigen nødvendigt,

saafremt Betalingen og uden hin Betingelse med Sikkerhed kunde

ydes.“

Men Hensyn til Pligterne i Kontraktsforhold var Ørsted til

bøjelig til at give

H jem m e lsp lig te n

et vidt Omfang ogsaa omfat

tende Ansvaret for Tingens faktiske Egenskaber. Overfor Nørre-

gaard og Brorson hævdede han, at der ved velgørende Kontrakter

(derunder om Brug) om individuelle Ting kun er Ansvar for

culpa. Ved andre Kontrakter indvirker Hjemmelspligtens Svigten

paa Retten til Vederlaget, men udenfor culpa antages der dog

ikke at være noget Pengeansvar bortset fra Hjemmelsansvaret i

snævrere Forstand, naar Sælgeren var inkompetent. Han udvikler

nærmere Culpaansvarets Omfang i forskellige Tilfælde, og over

for en da almindelig Mening, at Skyldnermora ikke forelaa uden