AndersSandøeØrsted

T I D E N T I L 1 8 3 5

207

Men vi gaar over til det Æmne, der blev Hovedgenstanden for

hans processuelle Indsats, nemlig

B evislæ ren.

Efter hvad der tid

ligere er fremstillet om Ørsteds Forfatterindividualitet, vil det

være iøjnefaldende, at dette i højeste Grad maatte ligge for hans

Pen. Han mødte her med sin filosofiske Udrustning, sin erkendel

sesteoretiske Interesse for at undersøge den menneskelige „Kende

evnes“ Rækkevidde. Endvidere var der Anledning til at under

søge, i hvilket Omfang der maatte indrømmes Domstolene frie

Hænder til at gaa frem efter deres samvittighedsbundne Skøn —

et af hans Yndlingsemner. Og først ved Granskningen af det be-

vismæssige kunde Undersøgelsen af de materielle Retsforhold faa

den Afrunding for Opfattelsen,, der gjorde dem helt levende og

virkelige. I sine privatretlige Undersøgelser arbejder Ørsted sta

dig med Sideblik til den materielle Regels Vilkaar under Retter

gang; saaledes paaviser han det i ældre Besiddelse liggende Bevis

for Ejendomsret, der skal muliggøre at gennemføre en Vindika

tion.

Sin Opfattelse af Dommerskønnets Psykologi havde Ørsted

allerede tidligere fremsat, derunder ogsaa sin Mistillid til lov

bundne Bevisregler, se foran S. 114. En senere Udtalelse i Jur.

Tidsskrift IX 1 (1824) S. 106 modificerer i nogen Grad det for

hen udtalte: „Jeg har ofte tilforn udbredt mig over den juridiske

Visheds Natur og derved vist, at den ingenlunde er en metafysisk

Vished men i sin Natur blot en mærkelig Sandsynlighedsgrad,

der fremkommer ved alle de tilvejebragte Oplysningers Forening

og ikke kan opløses i almindelige nøjagtigt bestemte Normer;

ligesom jeg og i Særdeleshed har godtgjort, at selve den Bevis-

norm, der synes at være den mest bestemte, den nemlig som fore

skriver, hvad der hører til et fuldt Vidnebevis, overlader særdeles

meget til Dommerens Skøn, idet Vidnernes personlige Trovær

dighed, deres Forklaringers indvortes Sandsynlighed og Konse

kvens samt Enstemmighed ganske eller dog for en stor Del beror

paa Dommerens Opfatning af Tilfældets Individualitet. Det er

saaledes klart, at Bevisreglerne dog ingenlunde binder Hænderne

paa Dommerne saaledes, at man derved betrygges mod Vilkaar-

lighed og Vildfarelse, og paa den anden Side er det vist, at de i

samme Grad, som de dog er noget bestemte f. Eks. ved positivt

at udelukke visse Vidner, kan lede til et Resultat, som en T ilfæl