227 / 345
T I D E N T I L 1 8 3 5
205
det mangle paa tilbørlig Agtpaagivenhed, har indladt sig,“ Hdbg.
V S. 12 ff.
De „skadelige Følger, som ikke staar i nogen rimelig Sammen
hæng med en ulovlig Handling“, kan ikke tilregnes som uagtsom
me: „Skønt disse Følger ikke vilde være indtraadte, hvis den
ulovlige Handling ikke var begaaet, saa staar de dog ikke i nogen
Forbindelse med det ulovlige i Handlingen, men kunde ligesaa
let have været foranledigede ved en aldeles tilladelig Gerning, og
den ulovlige Handling kan ligesaa let tilfældigvis forhindre sligt
Uheld, som den tilfældigvis foranlediger samme. Det vilde derfor
være unaturligt, om Erstatning derfor ubetinget kunde fordres.
Saaledes vilde den, der kom til Skade ved en Tingrejse, som en
andens ulovlige Medfart havde foranlediget ham til at gøre, ikke
derfor kunne kræve Erstatning: ej heller den, der ved pligtstridigt
Forhold er Skyld i en Rejses Forsinkelse, drages til Ansvar for
den Ulykke, som tilfældigvis møder paa denne Rejse, og som, da
Skibet, Vognen o. s. v., om Forsinkelsen ej havde været, vilde i
ethvert givet Øjeblik have befundet sig paa et andet Sted, og i det
mindste ej saaledes, som den nu er foregaaet, vilde have rammet,
dersom den paagældende havde gjort sin Pligt,“ ibd. S. 11.
R etsplejens T eo ri
befandt sig, da Ørsted begyndte, i en ringe
Forfatning, fragmentarisk fremstillet som den var hos Nørregaard
og Brorson. Med dens Praksis stod det sikkert bedre til, og Ørsted
har altid med Agtelse omtalt, hvad han fik at se i Retterne. Men
Praksis, der under Trykket af at skulle overholde Arbejdsplanen
sysler med Dagens blandede processeuelle og materieltretlige Op
gaver, trænger til at faa de processuelle Momenter trukket frem
for sig selv, sammenstillet med hverandre indbyrdes og vurderet
paa en Maade, der giver et friere Overblik. Dette Arbejde udfør
tes af Ørsted, og paa væsentlige Omraader gjorde han det fær
digt, saa at der, saalænge de daværende Processystemer bestod,
ikke var meget at gøre for efterfølgende Processualister. Rets
plejens Problemer blev ham jo paatvungne, da han selv kom i
Praksis, og hans juridiske Samvittighed tillod ham ikke at ud
føre Arbejdet uden at gennemtænke dets Principper; til Støtte
herved havde han den store tyske Proceslitteratur, blandt hvis
Navne Gönners, Grollmanns og Webers var mellem de første.
Med Klarhed fastslog han Reglerne for
P roceserklæ ringer,
Eun.