AndersSandøeØrsted

T I D E N T I L 1 8 3 5

203

Tilregnelse, skrev han i Afh. i Nyt jur. Arkiv XVIII (1817)

S. 183 f. (om Gældsforpligtelser) : „Det er uden Tvivl og et urig

tigt Begreb om mora, hvorefter samme under alle Omstændig

heder skulde forudsætte en forskyldt Mangel af den kontrakt

mæssige Forpligtelses Opfyldelse. Den Debitor, der ikke betaler

i Tide, er at anse som debitor morosus, hvad enten nu Grunden

ligger i Uvilje, i Ødselhed og slet Husholdning eller i uforskyldt

Uheld. Grundsætningerne om Tilregnelighed kommer her ikke i

Betragtning, men her hvor der spørges om en obligatio ex con

tractu, kommer det alene an paa, hvad der er betinget; thi der

er intet til Hinder for, at man kan forpligte sig sub conditione ca-

suali. Nu er det indlysende, at Debitor ved en Gældskontrakt lige

frem forpligter sig til at betale til aftalt Tid og i Mangel heraf

at underkaste sig de Følger, som Loven eller Kontrakten maatte

tillægge saadan Mangel uden mindste Hensyn til, om der findes

nogen Skyld hos ham eller ikke. En modsat Forstaaelse af Gælds

kontrakterne vilde gøre Kreditors Rettigheder aldeles usikre og

vaklende og derved tilintetgøre Krediten, saa at Debitor vistnok

har god Grund til at underkaste sig hin Strenghed som den eneste

Betingelse, under hvilken Kredit er at faa. Selv den Ret, Loven

indrømmer Kreditor til at belægge Debitors Person med Arrest,

bortfalder ingenlunde derved, at Debitor uden sin Skyld er blevet

sat ud af Stand til at betale.“

Ørsteds Behandling af en Række specielle Kontraktsforhold

frembyder vel i Sammenligning med de ældre Forfatteres meget

af Interesse og Betydning, men maa dog paa dette Sted forbigaas.

Hans Behandling af de

kvasiko n tra ktm æ ssig e F o r h o ld

: negotio

rum gestio og Tilbagesøgning af urettidig erlagt Betaling, der

forelaa i særlige Afhandlinger, var grundlæggende for Forstaael-

sen af disse.

Ogsaa Læren om

E rsta tn in g u d e n fo r K o n tra k tsfo rh o ld

fik ved

Ørsted et nyt Grundlag, jfr. Nyt jur. Arkiv (1818— 19) og Hdbg.

V S. 4 ff. Naturrettens ogsaa af Nørregaard og Hurtigkarl opstil

lede Regel var, at Ansvaret fulgte den selvvirkede Handling,

hvorfor ogsaa Barnet og den sindssyge blev ansvarlige; positiv

retligt blev dette lagt ind i Ordet „forsætlig“. Ørsted krævede for

det første, at Handlingen maatte kunne betegnes som uberettiget:

Det vilde være „en aabenbar Modsigelse, at man skulde være be