AndersSandøeØrsted

208

T I D E N T I L 1 8 3 5

dets Individualitet overskuende Dømmekraft ikke bifalder. Imid

lertid er det ogsaa vist, at Dommerne, naar Loven aldeles ingen

Ledetraad indeholder for, hvad der hører til Bevis, let kunde for

ledes til enten af en overdreven Skepticisme, der ikke vil lade

noget gælde for vist, hvoraf det modsatte er tænkeligt, at for

kaste ethvert Bevis eller til at lade sig nøje med enhver løs

Sandsynlighedsgrund. Jeg skulde derfor, uagtet jeg anser Spørgs-

maalet for meget tvivlsomt, dog holde for, at Lovene heller hør

indeholde nogen Ledetraad for Domstolene end efter den franske

Kriminalinstruktions Eksempel overlade Sagen ganske og aldeles

til deres subjektive Skøn. En Regel som den, at to troværdige

Vidners paa behørig Maade afgivne enstemmige og ved intet an

det Datum svækkede Forklaringer indeholder fuldt Bevis, er vel

intet i og for sig selv ufejlbarligt Kendemærke paa Sandhed, og

den er, som Udtrykket viser, langtfra at være saa nøjagtig be

stemt, at der intet ved sammes Anvendelse overlades til Dom

stolenes Skøn. Imidlertid kan man dog efter Erfaring og Reflek

sion med Grund antage, at man, naar Vidnerne omhyggeligen er

afhørt, og Reglen anvendes med behørig Dømmekraft, kun i

yderst sjældne Tilfælde vil fejle ved at stole paa hint Bevis, og

at man derimod vilde være meget udsat ved at kræve mindre.“

Disse Overvejelser havde jo iøvrigt paa dette Tidspunkt kun teo

retisk Interesse 1).

Parallelt med denne erkendende Virksomhed gaar hos Dom

meren den juridisk klassificerende, som Ørsted paa de samme

Steder havde paavist, jfr. senere Nyt jur. Arkiv X S. 61 (1815):

„Der maa, inden det oplyste Faktum kan subsumeres under Lo

ven, foregaa en Refleksion, hvorved samme reduceres til det Be

greb, hvormed Loven byder, at en vis kriminel Virkning skal for

bindes. Feuerbach har selv godtgjort denne næsten almindelig

oversete Sandhed, som jeg for Resten selv ved flere Lejligheder

har gjort mit Publikum opmærksom paa, og om jeg ikke fejler,

tydelig udviklet.“

Efter hvilke Grundsætninger Dommeren skal fordele

B evis

byrd en

mellem Parterne, havde Ørsted allerede i 1805 under

kastet en Undersøgelse, se foran S. 114, idet han paalægger hver

Part Bevisbyrden for de Omstændigheder, der ordentligvis er til

strækkelige til at begrunde den Retsstilling, han gør gældende.

Ud fra dette Princip behandlede han senere i Eun. III S. 562 ff.