241 / 345
T I D E N T I L 1 8 3 5
219
let. Ved vel beregnede og strængt paaagtede Straffetrusler var
det, man skulde bringe (udvortes) Ret og Retfærdighed til at
bygge og bo i Landet, om end alle gode Følelser var drevne i
Landflygtighed. Feuerbach var en af de Granskere, der mægtigst
var grebet af hin Tanke om en aldeles afsondret og for sig be-
staaende udvortes Ret; og det kunde ikke undgaa hans skarpe
Blik, at Retslæren, saa meget den end brammede af den Selv
stændighed, den havde erhvervet ved de senere Bearbejdelser, dog
ikke endnu havde revet sig løs af Sædelærens Lænker. I sine tid
ligste Arbejder søgte denne skarpsindige Tænker aldeles uafhæn
gig af Fichtes omtrent samtidige vist nok mere omfattende, dy
bere øste og videre udførte Forsøg at give hin Videnskab den
Selvstændighed, hvorefter den i saa mange Aar forgæves havde
bestræbt sig. Kort efter kastede han sig med sin hele videnskabe
lige Kraft og Kækhed paa Kriminalretten, og hans Maal var da
at give denne Videnskab den Renhed, Selvstændighed og udvortes
Fasthed, der hidtil manglede samme. I denne Aandsretning inde
holdes Grunden til, at han aldeles forviste Frihedsbegrebet fra
Straffelovgivningen, at han ikke blot afsondrede den juridiske
Tilregnelse fra den moralske men endog mellem disse fandt de
mest skærende Modsætninger, at han krævede en saadan Bestemt
hed i Straffelovene, at der lidet eller intet skulde komme an paa
Dommernes Retsindighed . . .
Saaledes som det Feuerbachske System i min Fremstilling er
blevet modificeret, vil det næppe kunne anses gendrevet ved de
Indvendinger der er gjort mod samme. I Særdeleshed tror jeg
og, at hvad sandt og rigtigt, der ligger til Grund for de nyeste
Angreb paa dette Systems Aand, derved maa bortfalde. Maaske
vil man imidlertid bebrejde mig Synkretisme, Akkomodation og
deslige; men saadanne Benævnelser indeholder endnu intet Bevis
for Inkonsekvens. Derimod holder jeg mig sikker for, at man
ikke mod mig som mod Feuerbach vil komme frem med det be
kendte Mundheld: det kan være ret i Teorien men duer ikke for
Praksis, en Sentens, der kan have sin gode Betydning, naar den
betragtes som en Advarsel imod at sætte sindrige og med Grun-
digheds Præg fremtrædende men ikke endnu tilstrækkelig prøvede
Teorier i Udøvelse, men misbruges naar den forstaas, som om der
virkelig var Forskel mellem den sande Teori og den rigtige