AndersSandøeØrsted

T I D E N T I L 1 8 3 5

2 2 1

lov aldeles ikke kan sammenlignes. Desuden er Straffelovgivnings

faget det, som i vor Tid er blevet bearbejdet med størst Omhu

og Indsigt, og vi turde vel deri ligesaa bestemt overgaa Romerne,

som disse ustridigen var os overlegne i, hvad der hører til Civil

retten.“

De citerede Udtalelser kan gælde som Program for Ørsteds

kriminalistiske Virksomhed. Han understreger deri, at Hovedæm-

net for ham er Udviklingen af Strafferettens almindelige Del,

dernæst at han ser med Praktikerens Øjne paa Problemerne, og

endvidere at hans Syn paa Strafferettens System ikke bygger paa

blotte Frygt- og egoistiske Motiver som det psykologiske Grund

lag. Endvidere maner han til Forsoning og Samarbejde mellem

Teori og Praksis og fremholder som det overkommelige Maal at

tilvejebringe tidssvarende Straffelove. Naar han tillige kommer

ind paa sin Stilling til tysk Videnskab og nævner sin Overens

stemmelse med Feuerbach, saa rører han ogsaa her ved en væsent

lig Side af sit Forfatterskab, en Side der i den sidste halve Snes

Aar af hans Arbejde i Tidsskrifterne blev end mere fremtrædende.

Litteraturfortegnelsen vil have vist, at han baade selv hen

vendte sig til den tyske Læseverden og i udstrakt Grad arbejdede

for at gøre sine indenlandske Læsere bekendt med den tyske Litte

raturs Stilling til disse Æmner. Over 2000 Sider fylder dette

Stof i Tidsskrifterne. Særlig fremtrædende her blev hans Indlæg

i Drøftelsen af det i 1822 udkomne Udkast til en ny Straffelovbog

for Bayern; Hovedmanden for dette Lovarbejde var Gönner, mod

hvem Ørsted tidligere havde polemiseret, se S. 97. Dette Indlæg

og dets Fortsættelse i 1825 med en Besvarelse af Gönners Anti

kritik udgør ifølge Goos III S. 24 Ørsteds mest omfattende sam

lede Behandling af den almindelige Strafferet, men dets Form af

Kommentar til Udkastet, der iøvrigt ikke blev til Lov, gør det

ikke let tilgængeligt. Naar Gönner antoges at have omdannet

Feuerbachs Udkast til den i 1813 udkomne Straffelov og derpaa

formentlig fortrængt ham fra hans Embede, var Ørsteds Sympati

fuldtud hos Feuerbach. Hans Kritik af Gönners eget Udkast

stemplede det som helt forfejlet, og navnlig i Fortsættelsen kom

Tonen højt op. Om Antikritiken siger han, at den er fuld af de

groveste Beskyldninger for Usandhed, Uforskammethed, Ondskab,

Uvidenhed og Uforstand, uden at Forf. nogensinde kan komme