316 / 424
Fuglekonge kun kunde styres af de mere velhavende Brødre. Ved Fugleskyd
ningen den 28. Juli 1809 skød mange forsætlig forbi, og Fuglekongen maatte
da standse Skydningen og kalde Brødrene sammen under Fuglestangen,
hvor det straks vedtoges, at Fuglekongen herefter kun skulde afhentes og
følges hjem af den ældste Dommer. Alligevel ser man endnu i nogle Aar
Processioner den første Dag, indtil de blev kategorisk forbudt i 1821.
Af Fuglekongens Insignier, Fløjlsbaandene med Sølvskiltene fra de tid
ligere Fuglekonger, bar den afgaaende Fuglekonge kun det grønne Baand,
og naar Pladen var nedskudt, samledes Brødrene under Fuglestangen, hvor
da den ældste Dommer overrakte det røde Baand til den nye Fuglekonge.
Derefter begav begge Kongerne sig i Spidsen for Brødrene til Festsalen, hvor
den gamle Fuglekonge præsiderede med den nye paa sin højre Side, medens
Dommerne havde Plads ved Bordets modsatte Side. Formanden indledede
med et Leve for Kongen, og derefter talte han for sin Eftermand og afførte sig
det grønne Baand, som nu den ældste Dommer overrakte den nye Fuglekonge,
der afleverede det lige modtagne røde Baand til Opbevaring i Selskabets Lade.
Nu indtog den nye Fuglekonge Forsædet, talte for sin Forgænger og endte
med et Leve for Fædrelandet. Fuglekongebaandet var oprindelig anbragt fra
højre til venstre, men af Hensyn til Skydningen blev det senere baaret over
venstre Skulder.
Fra 1798 indførtes den Skik at afsynge en Sang til den nye Fuglekonges
Ære. Det var den afgaaende Fuglekonge, den lærde Jurist, Professor, senere
Gehejmekonferensraad
Christian Magdalus Thestrup Cold
(1754—1826), der
havde skrevet denne Sang, der senere stadig har været i Brug, omend i noget
ændret Form. De første Vers, der optoges i Sangbogen, lød saaledes:
»Modtag det Baand,
Som Venner bød mig bære,
Fra Broderhaand;
Det Smykke kiert D ig være!
Frem dette Samfunds Held og Gavn,
Frem dets uskyldige Glæder!
Venskab, som gav Dig Konge-Navn,
Lønner den Idræt med Hæder!«
Gehejmekonferensraad Cold var en af Skydebrodrenes bedste Mænd,
hvis høje sociale Stilling og Anseelse, han var Storkors af Dannebrog i 1815,
paa mange Maader kom Selskabet tilgode. Han var i 1809 for anden Gang
Fuglekonge, og vi har af ham en »Tale ved Ordenshøjtideligheden i Skyde
selskabet«, som er udkommen i 1811.
A t Selskabet ikke trods de sørgelige politiske og sociale Forhold førte
en hensygnende Tilværelse, ses af, at det fortsatte sit Liv uden væsentlige
Forstyrrelser gennem de tunge Aar, og man dyrkede Skydningen under
det dobbelte Synspunkt, som Seglet udtrykte: Til Lyst og Forsvar.
2 9 9
38
*