dumme, skøre, jeg hader jer!» så ser
det for voksenverdenen ud, som om
det er barnet, der er noget i vejen med.
Men undersøgelserne, diagnoserne og
genopdragelsesprogrammerne hjælper
ikke rigtigt. Og det kunne jo være, fordi
børnenes vanskeligheder kun er sympto-
mer på grundlæggende brist ogmangler
i deres opvækstvilkår.
Sagt ganske enkelt – og dog så svært
at forstå:
Et vanskeligt
barn er et barn,
der har det vanskeligt.
Vi lever samtidig i en tid, hvor barnets
grundlæggende rettigheder er stadfæs-
tet i FN’s børnekonvention, hvor det i de
fleste lande er forbudt at slå og fængsle
børn, og hvor børns arbejde ikke må
udnyttes. I stadig flere familier, institu-
tioner, skoler og ikke mindst på fritids-
området har børnene og deresmeninger
også bedre plads i dag end tidligere. Børn
skal ikke længere tie, når de voksne taler,
må gerne sige imod, og deres lyst og vilje
skal respekteres.
På samme tid har medierne bragt
børnene tættere på hinanden globalt og
lokalt og har givet dem nye «fristeder».
Udviklingerne er altså ikke entydige,
de er forvirrende og svære at blive klog
på, og flertydigheden lader sig ikke
fange med traditionelle metoder. Der
er opbrud, og tiden er inde til at prøve
at forstå, hvad det egentlig er, børnene
siger til os.
Tydeligst taler de, når de vover at sige
nej. Så fortæller de os noget om, hvad de
gerne vil og ikke vil, og hvordan ver-
den ser ud med deres øjne.
Det er alvorligt, at tidspresset mod
børnene øges, hver gang konkurrence-
staten tvinger de voksnes arbejds-
mængde og arbejdets intensitet op, og
hver gang samme stat tvinger børn til
mere skolegang på bekostning af deres
fritid. Mere skal-tid, mindre kan-tid.
Så må forældrene, selv tvunget, tvinge
deres børn mere, og børnene hader det.
Man kan indrette en verden for bør-
nene, altså for fremtiden, uden at lytte
til dem, men omkostningerne er betyde-
lige. Måske kan man sige, at systema-
tisk døvhed over for børnenes nej er en
trussel på niveau med blindheden over
for ressourcemisbrug, økonomisk mis-
regimente og klimaforandringerne. Der
venter næsten uoverkommelige opgaver
på vores børn – hvis vi, dagens voksne,
nu ikke skulle få stoppet de klimafor-
andringer, der allerede accelererer.
Lydighedskulturen
og dens opdragelse
med grænser, skældud, konsekvens og
ja-hat dur ikke mere.
Morgendagens børn har ikke brug for
at få viljen knækket og følelserne beskår-
et. Tværtimod har de brug for at vide og
føle, hvad de vil og ikke vil, og formod og
styrke til både at bryde ned og bygge op.
HVORERDET SÅGODT
FORBØRNATVÆRE?
• Steder der søger at give børn noget
af det fællesliv, de har mistet, med
voksne der
er i gang
mere end de
sætter i gang.
• Steder hvor der plads og tid og frihed
til at lege, gemme sig, råbe og lave
brydekamp.
• Steder hvor legen respekteres og ikke
blot spændes for læringens vogn.
• Steder hvor
den sociale læring
er i høj-
sædet, det at lære at være menneske
blandt mennesker, lege, udvikle ven-
skaber, opleve, hjælpe og blive hjulpet
(stadig fleremøder op i skolen, fattige
på oplevelser og dermed på begreber,
fortæller lærere i NEJ-bogen).
• Steder hvor børn kan vælge og ville
(«Imin institution er der ikke nogen,
der stiller sig undrende over for børn,
der fravælger en voksen. Det sker, når
barnet skal skiftes, er ked af det, skal
sove eller have hjælp til noget. Det
giver sig udtryk ved, at børnene søger
øjenkontakt eller rækker ud efter den
voksen, de helst vil have i den givne
situation, og det accepteres i den
udstrækning, det kan lade sig gøre.
Jeg har ikke oplevet en voksen, der
aldrig bliver valgt. Man kan vel sige,
at det er et reelt valg, barnet har, som
sagtens kan imødekommes.» Sådan
fortæller en pædagog i NEJ-bogen.)
SELVREGULERING
Dermed er vi fremme ved forståelsen af,
hvad et menneske er. Et menneske vil,
vælger og vrager. Bliver det fastspændt,
indespærret eller underkastet mange
«grænser og faste rammer», så kæmper
det eller flygter eller – i yderste nød –
opgiver. Derfor er den gode institution
karakteriseret ved hele tiden atmindske
sin institutionaliserings-intensitet.
Det nyfødte barn er fuldstændig
afhængig af andres bestemmelse, men
kan allerede efter noglemåneder vende
hovedet væk fra brystet, når det ikke vil
spisemere. Barnet «siger» nej, og inden
længe følger kaskader af frydefulde
nej’er. Og hvordan mødes så de?
That´s the question.
ERIK SIGSGAARD
HILSER LESERNE I ANLEDNING 10 ÅRS JUBILEET
46
|
første steg nr
4
|
2014